Anmeldelse / Live / Mandag d. 11-08-2008 kl. 06:52

Fleet Foxes
Beatday08, Indoor Stage, København,
søndag d. 10. august 2008

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Jonas Kjær

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Okay koncert fra lovende Seattle-band

+ Se hele galleriet

Der er et pust af nyhippie-isme omkring Pugett-sundet i disse år. Det er herfra, at Ben Gibbard og Death Cab For Cutie kommer, og det er her, at en old school-hippie-lookalike ved navn Robin Pecknold slår sine folder. Hans orkester er som en kloning af en række 1960'er-udtryk, som metodisk er sat sammen uden en tøddel af originalitet.

Håret er The Byrds, vokalerne er til dels Beach Boys og "Good Vibrations" og dels Crosby, Stills & Nash (uden Young!), pladecoveret nærmest Pearls Before Swine, og vi træder ligesom ind i en tidslomme, som havde hovedpersonen lige taget turen fra et kaffehus ved San Francisco Bay, og nu skulle til gå i krig med Summer Of Love. Medlemmerne er klædt ud til lejligheden: En er The Band i baghaven til Big Pink, en er The Byrds lige før langhåret blev moden, og Pecknold selv er Charles Manson-hippieguru med klar vokal og akustisk guitar. Man overraskes faktisk over, at der ikke er et psykedelisk lysshow til at fuldende bedraget.

Ikke at de ikke synger godt. Men hvor debutskiven er et hyggeligt lydtapet, virker de knap så overbevisende live. Men buen er også spændt til det yderste. Skal man levere krystalvokaler i four part harmony, så skal der altså synges rent. Det gjorde de ikke altid. Ligesom de måske satsede lovligt meget på netop vokalerne som effekt og ikke havde så mange andre strenge at spille på.

Der er adskillige gode sange, og Robin Pecknold er bestemt lovende og viste specielt med sit solostykke, at der er masser af talent at bygge på, særligt når forbillederne får lov til at træde lidt i baggrunden og en mere troværdig originalitet kommer til syne. For han vil den gode sang, og han synger bestemt godt, og det kan nå langt.

Fleet Foxes har ikke opfundet den dybe tallerken, men de formidler 60'er-lyden med entusiasme og kærlighed, og man var egentlig glimrende underholdt inde i Dockens lækre spillehal langt hen ad vejen.