Thåström
Beatday08, Big Stage, København,
søndag d. 10. august 2008
| GAFFA |   |
5 stjerner |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Mageløs koncert med den svenske punkgenerations store trubadur.
Joakim Thåström er den svenske punkgenerations store trubadur. Referencerne ses stadig i bevægelserne, som når han med den akustiske guitar folder sammen i benene, og billedet af The Clash’ Joe Strummer og London Calling står lyslevende. Thåström og den afdøde engelske punkgodfather er i sandhed beslægtede. Ægte arbejderklasse fornægter sig bare ikke.
Sådan er det blevet med årene, og sådan var det på den mageløse koncert for et lille, men indforstået publikum foran Beatday08’s store scene på denne søndag, hvor regnen meget passende truede uden at bryde løs.
Med en karriere, der strækker sig tilbage til punken og bandet Ebba Grön og efterfølgeren Imperiet for siden at have det engelsksprogede band Peace, Love & Pittbulls, og ikke mindst at ende i en solokarriere af enestående kvalitet, har ”Storetåen” en fortjent niche i skandinavisk musik. Hans stemme er af de få, den rammer dig med skønhed, råhed og frem for alt med en blottet følsomhed, som er af det stof, der skaber varemærker.
Trubaduren Thåström har boet en årrække i både Amsterdam og på det københavnske Vesterbro, og til koncerten med det nye band Sälskabet var der adskillige hilsner til vores bydel (anmelderen kommer derfra), ikke mindst gennem den flotte sang om Sønder Boulevard. Det er sgu tankevækkende, at der skal en svensker til at tage handsken op efter "Teddy, Chano, Jan og John" (med John Mogensen).
I en koncert, der var en lang række af enestående øjeblikke, var ikke mindst Thåströms udgave af Carl Michael Bellmans 1700-talsklassiker "Märk Hur Vår Skugga" - fra samlingen "Fredmans Epistlar", der i Thåströms verden stammer fra Imperiet, og som også Cornelis Vreeswijk (1937-87) har diverteret med - et af de helt rystende øjeblikke. Det er en sang om alkoholmisbrug, og i Thåströms udgave er den aldeles knugende, og blev af adskillige af de tilstedeværende sunget tilbage med patos og tårer i øjnene. Thåström har denne kvalitet, fordi han netop selv synger med livet i hænderne.
En del af repertoiret var fra "Skebokkvarnv. 209", soloskiven fra 2006, som eksempelvis hyldesten til en anden afdød magiker, Gun Club-frontmand Jeffrey Lee Pierce (1958-96) - "Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce" - og en anden pragtsang, "Fanfanfan", ligesom åbneren "Brev Till 10:e Våningen" fra "Skebokkvarnv. 209" kom som ekstranummer. Det er en soloplade, hvor Thåström afsøger Tom Waits-agtige afkroge, eller rettere vender hjem til ópgangen, hvor han voksede op, og selv om jeg har skamhørt hans hårde rockting, som "Så Kall, Så Het" fra "Mannen Som Blev En Gris" fra 2002, som dog ikke blev spillet til koncerten, så klæder den halvakustiske nøgenhed ham fantastisk. Som da han spillede en anden af de gamle storsange, nemlig Imperiet-sangen "Du Ska Va President".
Med den nøgne besætning omkring Joakim Thåströms vokal var koncerten absolut besættende. Få messer som svenskeren, og som en Dylan har han altså et sangkatalog, hvor han kan plukke løs af ting med høj holdbarhed. Nye som gamle fremstod alle som tidløse, en ting, man ikke kan sige om særlig mange.
Absolut sidste ekstranummer var et vue tilbage til punktiden med Ebba Grön-klassikeren "Die Mauer". Igen stod vi der og enten sang med af lungernes fulde kraft eller stod åben mund og polypper over den gode sangs triumf under grå skyer.
En mageløs koncert med en skandinavisk kunstner af de unikke.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.