Tom Waits, The Ratcellar, Dublin

Tom Waits: The Ratcellar, Dublin

Anmeldt af Iven Gilmore | GAFFA

Dublin var rosinen i pølseenden på Tom Waits Glitter and Doom Verdensturné. Gøgleren overgik sig selv i en koncert afholdt i et stort cirkustelt med et forventningsfuldt, internationalt publikum

Man skal ud på en længere vandretur igennem Dublins gader, før man støder på spillestedet ”The Ratcellar”. Et monsterstort cirkustelt i svenske farver placeret i byens Phoenix Park.

Meget apropos skal Tom Waits optræde i manegen med sine store, store numre om cirkusartister, hobo’er, freaks og vanskabninger. Form og indhold går i den grad op i en højere enhed.

I forbindelse med Glitter and Doom-turnéen har Waits insisteret på, at billetsalget skulle sikres mod billethajer. Salget har været begrænset til to billetter pr. person med navn påtrykt på billetten. Ved indgangen skal man vise pas eller andet billede-ID sammen med billetten. Det minder mere om lufthavn og boardingkort end koncert og billetter. Det hjælper svært, at man akkompagneres af lydprøver under indtjekningen.

“I don't need no make up,
I got real scars,
I got hair on my chest,
I look good without a shirt…”

Højt hævet over scenen er der et arsenal af gamle højttalere i flere farver og størrelser, som snildt kunne være klunset fra MASH 4077. Der er en livlig summen under teltdugen, klokken er over otte, hvor bliver han af?

Få minutter senere begynder det at ryge på scenen og bandet indtager deres pladser. Et kæmpe brøl hilser manden, da han kejtet vagabonderer op til mikrofonen. Sættet startes med gamle kendinger, ”Lucinda”, ”Falling Down” og en af mine favoritter, ”I’ll Shoot The Moon” fra musicalen ”The Black Rider”.

“Ah baby why don’t you call me?
I’ll put my phone on vibrate,
And you know where I keep my phone...”

Waits tramper taktfast rundt iførte store arbejdsstøvler og indhylles langsomt i en støvsky, jo jo, der er skam også specielle effekter. Gang på gang takker vi med stående bifald, som Waits dirigerer med sine udstrakte fugleskræmsel-arme.

Family business
Igennem de sidste par år er backingbandet blevet til noget af et familiefortagende. Sønnen Casey styrer trommerne og rytmesektionen, imens lillebroderen Sullivan er med på ”hjælpeklarinet”. På mundharpe og blæseinstrumenterne finder vi Vincent Henry, som spiller a la Roland Kirk på to saxofoner samtidig. Keyboardet styres med sikre fingre af lokalfødte Patrick Warren, kontrabas af Larry Taylor og på guitar Omar Torrez, som i øvrigt er udråbt til at være ”en latino Jimi Hendrix”.

Efter den første halvdel af sættet forlader alle undtagen Waits og Larry Taylor scenen. Efterfølgende underholder Waits på klassisk manér. Et klaver, en kontrabas og den rustne stemme fremfører numre som ”Christmas Card From A Hooker In Minneapolis” og ”You’re Innocent When You Dream” som alle synger med på. Det er aftenens højdepunkt. Smukke og sigende sange, som får de sveddryppende nakkehår til at rejse sig.

Poor judgement
Tom Waits er kendt for sin formidable evne til at krydre musikken med underholdende og skæve anekdoter. Han er blandt andet optaget af besynderlige lovgivninger. Det er stadig lovligt, fortæller han, at iføre en kat undertøj i Frankrig. Derimod må aber ikke længere ryge i Irland. Han står selv i spidsen for en lovændring i USA og er ivrig lobbyist for en bevægelse, der vil tilføre hundemad fosfor i et forsøg på at gøre hundelort synlig i mørket.

Et bestemt amerikansk internet-auktionshus kommer han også ind på. Waits’ nærmeste har indtil for nylig holdt Ebays eksistens hemmeligt for ham, idet de mener, han har ”poor judgement”. Hans første køb online bekræfter dette udsagn. Han betaler en betragtelig sum for en Coca-Cola-flaske, der indeholder bilfabrikanten Henry Fords sidste udånding. ”And you won’t find many of those...” siger han.

Waits får igen selskab af bandet og sætter det talstærke publikum i kog med ”Hoist That Rag”, ”Dirt In The Ground” og ”Make It Rain”, som er yderst aktuelt, idet regnen nu trommer støt i takt på teltdugen.

Aftenens ekstranumre består af ”The Eyeball Kid”, ”Jesus Gonna Be Here” og ”Time”. Sangene tilføjes en ekstra visuel dimension, når Waits ifører sig en spejlkugle-bowlerhat, som sender laserskarpe lysstråler ud i de fjerneste kroge af cirkusteltet. Forestillingen er forbi. En gøgler forlader sin manege med manér og helt fejlagtigt tror jeg, at det er sidste gang, at jeg oplever manden live.

Dagen efter vil skæbnen noget helt andet. Uden for bagindgangen til Dublins berømte Clarence Hotel møder jeg en paparazzifotograf, der lige når at fortælle mig, at Tom Waits slet ikke har den rustne stemme i virkeligheden. Breaking news. Og så sker der pludselig noget. Der er han jo! Et sidste glimt af artisten uden for sin manege, når han sammen med sine børn og kone stiger ind i en limousine og forsvinder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA