Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Onsdag d. 13-08-2008 kl. 00:49

The National
Store Vega, København,
tirsdag d. 12. august 2008

GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lyden af overskud, lys i melankolien og flot indfriede forventninger

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke die-hard The National-fan. Jeg har ikke været til nogen af de roste koncerter, Brooklyn-bandet har spillet tidligere, og jeg satte mig først ned og lyttede til deres to seneste albums her i weekenden.

Når det så er sagt, er det vel en god målestok for et band, om de kan overbevise et ikke-dedikeret, americana-skeptisk sæt ører.

Det kunne The National.

Fra åbningsnumrene ”Ada” og ”Brainy”, gjorde The National rigtig god figur, specielt i takt med at frontmand Matt Berninger fik sin dybe baryton sunget varm. Bandet er tydeligvis godt rystet sammen, og de to guitartæmmende Dessner-brødre leverede virkelig flot spil, der på en gang virkede let og elegant og samtidig var perfekt afstemt med mørket fra Berningers vokal.

Netop mørket er fremtrædende hos The National, men hvis der var overskyede tanker i bandets eller publikums hoveder, lod de det ikke skinne igennem. Det næsten fyldte Store Vega opførte sig eksemplarisk, nød musikken og holdt i vid udstrækning kameratelefonerne i lommer og tasker. På scenen virkede alle band medlemmerne veloplagte og til tider nærmest løsslupne. Blandt andet ping-pongede Bryce Dessner og Matt Berninger flere gange, blandt andet om de menneskelige kvaliteter hos to-mands blæsergruppen, der sammen med keyboard/violinist Padma Newsome supplerede de fem bandmedlemmer. Sidstnævnte fik også plads i rampelyset; først da ”Racing Like a Pro” blev bygget op til en violinistisk crescendo og sidenhen da publikums entusiastiske klappen fik ham så meget ud af takt, at ”Fake Empire” måttes startes forfra og en smilende Berninger nedlagde klappeforbud til stor moro for de andre folk på scenen.

At bandet virkede afslappede og veltilpasse gav koncerten en ekstra dimension. Andre anmeldelser af The National beskriver Matt Berninger som indadvendt, og med sin Stuart Staples-klingende vokal, Ian Curtis-agtige bevægelser og Jens Lehmann’ske-look kan man godt forestille ham som en dyster, introvert frontfigur. Sådan virkede han slet ikke til denne koncert, og som et resultat af bandets gode humør, serverede de også et spritnyt nummer. Titlen kunne være ”1000 Black Cities”, og nummeret var en keyboard-drevet sag med umiskendelig The National-lyd. Berninger mumlede efterfølgende en uforståelig titel ud, hvilket fik Dessner-brødrene til at joke med, at det var på islandsk og i stil med Sigur Rós.

Hvis der var nogen tvivl om bandet, og specielt Matt Berningers tænding, forsvandt den endegyldigt under ekstranumrene, der inkluderede publikumsfavoritten "Start A War" og anmelderens på få dage opstampede yndling, ”Mr November”, hvorunder Berninger dykkede ned blandt forreste publikumsrækker. Han dukkede op med en glad, ung mand, der efter en kort duet kærligt blev hindret i at stage-dive fra scenen af den smilende, men nu også godt brugte forsanger, der efterfølgende takkede af.

Oplevet med, i The National-sammenhæng, jomfruelige ører, leverede bandet en glimrende koncert. Musikken blev leveret mørkt, men ikke deprimerende, yderst velspillet og tilpas afslappet til, at de enkelte småfejl, der var, ikke skæmmede helheden, men derimod gjorde koncertoplevelsen unik. Om de har været bedre ved en tidligere lejlighed, skal være usagt. Her var de rigtig, rigtig gode.

The National spiller 13. august på Train i Århus. Koncerten er udsolgt.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

African National Congress: Radio Freedom: Voice Of The African
Kr. 159,00
Køb på GAFFA Shop
Efterklang & The Danish National Chamber Orchestra: Performing Parades (CD/DVD)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Les Ambassadeurs Internationales: Les Ambassadeurs Internationales Fe
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
National Bank: Come On Over To The Other Side
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
NATIONAL BANK: THE NATIONAL BANK
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop