Anmeldelse / Live / Lørdag d. 16-08-2008 kl. 15:30

Meat Loaf
Kolding Stadion,
lørdag d. 16. august 2008

Anmeldt af Henrik Friis
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Meat Loaf - en brægende skygge af fordums svulstighed

+ Se hele galleriet

”For Satan, det er ikke ret godt det dér...”
Eller:
”Men hende der Patti, hun synger da meget godt….”
Den slags tilskuer-kommentareer var typiske fredag aften på Kolding Stadion til det næstsidste job på den igangværende Meat Loaf-turné, ” Casa De Carne” (det sidste er i Hillerød i aften).

Den første kommentar gjaldt hovedpersonen selv, da han – kun støttet af spinkelt piano - skulle synge en af aftenens stille passager, introen til: I’d Do Anything for Love solo. Med en blævrende dirre-stemme, der end ikke var i nærheden af at ramme bare én tone rent.
Den anden kommentar gik på sangeren Patti Russo, der både fungerede som showmæssigt modspil for Meat Loaf aftenen igennem, og som derudover og sammen med resten af bandet havde rollen som musikalsk støttepædagog og sørgede for, at koncerten i det hele taget kom sådan nogenlunde i land.

Måne som backdrop til musikkens flagermus
Optakten var vel ellers rimelig. August-regnen havde besluttet sig til at lade aftensolen få herredømmet for en gangs skyld. Og da koncerten var i gang, hang en stor gul fuldmåne som naturens backdrop til denne rockens flagermus. Men Meat Loaf anno 2008 på Kolding Stadion var og blev en sørgelig skygge af sig selv:

Man kan ellers mene hvad man vil om de stor-oppustede første to Bat Out Of Hell-udspil og deres tegneserie-agtige handlinger. Men de havde i det mindste en frontfigur, som med svulstig stemme og ditto manerer på sin egen groteske måde ofrede alt for at give dem en slags liv.

Men den tid er forbi. Meat Loaf anno 2008 virker nærmest lidt syg, som han halter/vralter rundt på scenen, mens han bræææger med underlig éntonig stemme sang efter sang, og tilsyneladende har mistet al fordums sans for melodi. Resultatet var da også masser af anstrengte tilskuergrimasser – især i de stille passager som netop er så melodisk anlagte.

I stedet forsøger 60-årige Loaf at levere varen ved at læne sig op ad sin egen skuespiller-baggrund med teatralske miner, en anstrengt hænder- og mikrofonrystende selv-opopfring i de mest intense tekstlige passager, lidt selvironisk distance til egen formåen og alder – tilsat en smule skuespil-light med de to medbragte sang- og kor-chicks, hvor især føromtalte Patti Russo havde en fremtræden rolle.

Gruppen – og publikum
Men mest virkede det som om, det var to helt andre faktorer, der skulle bære forestillingen hjem: Gruppen – og publikums hukommelse.

Gruppen er en underlig sammensat flok af gamle veteraner (som f.eks. den stærke Todd Rundgren-bassist Kasim Sultan der var med på allerførste Bat-udspil fra 1978) og nyere session-muskere (f.eks.den ligegyldige metalguitar-fræsende, brintoveriltede Paul Crook). Og mandatet er meget bundet: de fungerer nærmest som et teater-orkester med stramme storlydende, hule arrangementer og n-u-l plads til nye indfald og improvisation - eller personlighed. Altså er der ikke mulighed for at lægge ekstra til hér som erstatning for hr. Loafs mangler – bandet skal først og fremmest dække hans huller ind.

Og så er der publikum: Hovedparten 45-50 år, med alle deres minder om dét der var, og trangen til at synge de 30 år gamle sange én gang til. Som de da også fik lov til – endelig - da alle de bastante sager fra de senere Bat-udspil og Loafs andre solo-plader var blevet afleveret: Paradise By The Dashboard Light og You Took The Words Right Outta My Mouth var én stor fællessang, hvor Loaf egentlig bare behøvede at se på. Publikum sang ufortrødent hen over Loafs atonale grynt.

Det var dét her de var kommet for – det begrænsede antal, der var mødt op. For de 3-4.000 fyldte ikke meget på den store græsplæne, og der var rigeligt med frie arealer blot 25-30 meter fra scenen.

De publikumshuller blev endnu større, da hittene var blevet afleveret. Folk forlod arenaen i hobetal – hundredevis - inden ekstranumrene skulle starte. En rockpoppet omgang Roadhouse Blues og en bastant Why Don’t We Do It In The Road, der hverken gjorde ophavsmændene Doors og Beatles nogen som helst form for ære.

Ja, turneens ellers vanlige slutnummer Mercury Blues blev helt droppet. For da var det halve af flokken allerede på vej tilbage mod midtbyen. Småsludrende om næste hjemmekamp på stadion – og uden at give det mange tanker, at de nok havde set Meat Loaf for sidste gang.

Nynnede de, var det inspireret af de gamle minder – der var ingen nye brugbare her.