Nyt dansk jazzalbum af internationalt format
The Poetic Principle er et af de mest fascinerende, mest gennemarbejdede danske jazzalbum endnu i år. Musikken er af den mere komplekse, sfærisk dragende slags - suiter snarere end skæringer - skabt af en håndfuld tekniske velfunderede musikere, som hver især er i besiddelse af en særegen kunstnerisk nerve og alle forstår sig på samspillets kunst. Grundbesætningen er fornem: På The Poetic Principle optræder således Benjamin Koppel på sax, Miroslav Vitous på bas, Anders Koppel på Hammond-orgel, Carsten Dahl på klaver og Stefan Pasborg på trommer. Fra albummets start hæfter man sig især ved samspillet mellem Benjamin Koppel, Anders Koppel og Miroslav Vitous. Snart derefter på det - om muligt - endnu mere fascinerende samspil mellem Carsten Dahl, Stefan Pasborg og Miroslav Vitous. Man forstår efter få minutter tankesættet bag udgivelsens titel, der er lånt fra et essay af Edgar Allen Poe. I essayet skriver forfatteren, at et vellykket digt er ”præcist, fokuseret og intenst.” Netop sådan fremstår musikken og samspillet på The Poetic Principle - et dansk jazzalbum af internationalt format.







Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.