Anmeldelse / Live / Søndag d. 24-08-2008 kl. 10:09

Radiohead
San Francisco Outside Lands, Lands End Stage,
fredag d. 22. august 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Jeff Kravitz, Outside Lands

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et af verdens absolut bedste bands i særdeles tvivlsomme omgivelser

+ Se hele galleriet

Hvad gør man som arrangør, når man har et altoverskyggende navn på sit festivalprogram? Man sørger for, at alle øvrige scener står tomme, så ingen risikerer at gå glip af dette navn. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger sikrer man sig er til stede, når rundt regnet 50.000 mennesker skal stå på den samme plæne og iagttage den samme koncert? Så få som muligt. Er dette en viis beslutning? Så afgjort nej.

Man kunne have forventet, at et så sympatisk band som Radiohead ville have tilsvarende sympatiske fans. Det har de ganske givet også, men horder af decideret tåbelige tilhængere gør manglen på sikkerhedsforanstaltninger til en endnu mere risikabel affære, end den var i forvejen. Således går der ikke mere end et enkelt minut af hovednavnets åbningsnummer, ”15 Step”, før den kollektive balance mistes, takket være egoistiske tåber af værste slags, der ingen fornuft rummer og derfor gør sildetønden en hjørnetand mere ubehagelig at befinde sig i. Den eneste grund til, at folk ikke falder ned på jorden, er, at de ganske simpelt står så tæt, at det ikke uden videre lader sig gøre.

En vis form for ro indtræffer dog momentant og tillader fokus på scenen, hvor Radiohead med særdeles dragende opsætning buldrer derudad. De lyder fortræffeligt, og når alle kræfter sættes ind på at ignorere de elendige forhold, så er det en ualmindeligt god oplevelse. Filmen knækker dog allerede i tredje nummer, den suveræne ”Airbag”, da lyden forsvinder helt og holdent – ikke ulig da Metallica spillede i Århus sidste sommer. Dog stoppes koncerten ikke her, da bandet spiller videre og således falder perfekt ind, da lyden vender tilbage et lille minuts tid senere.

Et band i egen liga
”There There” følger efter og lyder særdeles effektiv med sin insisterende percussion. ”All I Need” lyder til at kunne blive et af de helt store højdepunkter, men nej – lyden forsvinder sørme igen. I vid udstrækning helt elendigt og uacceptabelt, men Thom Yorke undskylder og forklarer, at han virkelig ikke ved, hvad der sker, og da bandet ikke lader sig påvirke i nogen synlig grad men i stedet klør på med indædt professionalisme, er det svært ikke at forsøge også at glemme denne uheldige omstændighed.

Det første store højdepunkt indtræffer derfor først, da ”Talk Show Host” leveres i en udgave, der simpelthen er så sublim, at karakterrammen med de seks stjerner uden videre sprænges i et øjeblik som dette. Det gøres for alvor tydeligt, hvilken liga Radiohead befinder sig i, og man kan undre sig over, at denne flok mennesker lyder – og længe har lydt – så suverænt meget bedre end langt de fleste andre forsamlinger af musikere. Ingen andre bands – bortset fra måske Pink Floyd – synes at mestre denne eminente kombination af ypperlig teknisk snilde og troværdig formidling af det samlede følelsesregister.

Sættet domineres af karrierens anden halvdel, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnedes forkærlighed for dette band – trods ejerskab af samtlige album – primært er placeret hos den første halvdel. Ikke desto mindre må man bøje sig i støvet og blankt erkende, hvor fortrinligt disse ofte mindre lettilgængelige numre fra de seneste album løftes ualmindeligt meget i live-situationen, hvor sceneopsætningen, den fantastisk kreative kameraføring til storskærmene, de epilepsifremkaldende lys og ikke mindst Thom Yorkes særegne og medrivende dans sammen med musikken skaber et audiovisuelt hele, som de mere alment rockende numre trods alt ikke tillader. Selvom man så derfor kunne ønske sig en hel del flere numre fra de første album, så fungerer sætlisten alligevel fortrinligt, ikke mindst takket være ”National Anthem” og ”Idioteque”.

At publikum dog også har en øget forkærlighed for det tidligere materiale bevidnes, da ”Karma Police” leveres med ynde og indlevelse og salig syngen med, ikke mindst under nummerets coda – ”for a minute there, I lost myself” – og det var netop lige præcis, hvad der skete. En helt anden verden, blot for en enkelt lille stund. ”Just” er endnu en publikumsfavorit, og ”Exit Music (For A Film)” lyder præcis så forunderlig, som den burde – men desværre blev den første, afdæmpede del spoleret af de førnævnte tåbers manglende evne til at klappe i.

Håndgemæng og besvimet kvinde
Efter den ordinæres spilletids sidste nummer, ”Bodysnatchers”, er selv samme tåber godt i gang med at få startet en slåskamp, da de på umenneskeligt upassende vis råber op om Irak-krigen. Den direkte provokation lykkes, og indledende håndgemæng påbegyndes. Charmerende tiltag, nu hvor der er oceaner af plads til den slags løjer. Heldigvis køler det ned, inden det når at udvikle sig for alvor, og Radiohead har i mellemtiden indtaget scenen for at levere en halv times ekstranumre.

”Pyramid Song” åbner på positivt overraskende vis bonussættet, og der følges op med ”You And Whose Army?”, hvor guitarist Jonny Greenwood rammer en så galt afmarcheret tone, at Thom Yorke knækker sammen af grin og må stoppe sangen. Et underholdende og uden videre tilgiveligt indslag, og sangen fortsættes uden problemer.

Med ”Paranoid Android” – som med rette kan kaldes en Radiohead tour de force – sættes et afgjort højdepunkt i gang, og nummeret lyder ligeså vitalt i dag, som da det udkom på ”OK Computer” for 11 år siden. Det når de højeste højder, og for en stund kan man igen glemme de tåbelige omgivelser. Men det er en stakket frist. Under det stille midterstykke – ”rain down” – åbner publikumsmasserne sig pludseligt, som var det vand delt af selveste Moses, og en besvimet kvinde bæres bort. Et umiskendeligt symbol på den usympatiske kynisme, det er at samle så mange mennesker på samme sted og give pokker i sikkerheden. Radiohead er som bekendt ivrige efter at værne om miljøet, men måske de skulle udbygge deres politiske agenda til også at kræve ordentlige publikumsforhold ved deres koncerter. Det ville i hvert fald være en kærkommen løsning, ikke mindst for den kvinde, der midt i horderne mistede bevidstheden.

I et lidt andet lys afsluttes koncerten med to musikalske mastodonter, ”Fake Plastic Trees” og ”Everything In Its Right Place”, og det 22 numre lange sæt er på alle måder imponerende. Uden skelen til de organisatoriske rammer og hvad så end, der fik lyden til at forsvinde to gange, er der ikke et eneste nummer, der ikke fortjener minimum fem stjerner. Men det bestræbes at give et helhedsindtryk af koncertoplevelsen, og med alle faktorer i spil kan de her givne fire stjerner måske ligefrem synes en kende rundhåndet uddelt. Ikke desto mindre må et af verdens absolut vigtigste bands og deres musikalske triumf sejre over de tvivlsomme forhold, og at bevidne Radiohead i fuldt vigør synes umuligt at tvinge ned under i hvert fald de fire stjerner. Så hil Thom Yorke & co., og må I fremover få lov til primært af fremføre jeres genialiteter i lysekroneklædte sale med magelige velourstole – eller tilsvarende omgivelser, der tillader fuldendt nydelse hos publikum. Det kan kun gavne.