Anmeldelse / Live / Søndag d. 24-08-2008 kl. 14:35

Tom Petty And The Heartbreakers
San Francisco Outside Lands, Lands End Stage,
lørdag d. 23. august 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Mikkel Elbech

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rigtig fin rockkoncert – men med lydproblemer og et knæk på midten

+ Se hele galleriet

Ovenpå de noget tvivlsomme forhold ved Radioheads koncert aftenen forinden, er det med en noget blandet smag i munden, at undertegnede atter bevæger sig ned foran festivalens største scene for at se endnu et hovednavn. En forventet neddrosling af presset fra de omkransende menneskemængder – baseret på den tese, at der nok trods alt er færre Tom Petty-entusiaster end Radiohead-ditto blandt publikum – viser sig imidlertid at holde stik. Der er tyndet godt ud i sildetønden, og denne aften kan folk rent faktisk bevæge sig lidt rundt og sågar udleve den værste dansetrang. Det påvirker stemningen ganske meget, og fokus tillades denne gang at blive holdt på musikken det meste af tiden.

Ikke mindst det første nummer – ”You Wreck Me” – der hurtigt sparker gang i den solide rockfest, som det i aften mere modne publikum længe har glædet sig til. Festen fortsætter med ”Listen To Her Heart”, der også oser af vellyd – til at begynde med i hvert fald, for inden længe falder hovedpersonens guitar ud af lydbilledet, og det første hint af, at alt ikke er som det skal være, er givet.

Nuvel, pessimismen skal ikke sejre hver gang, så den lille tekniske smutter ignoreres, og Tom Petty lover, at han og bandet vil prøve at klemme så mange sange som muligt ind, inden det bliver tid til at lukke og slukke. Og så kører det derudad med en hitparade, som de fleste bør misunde denne aldrende rocker. Først ”I Won’t Back Down”, der sidder lige i skabet, og så ”Free Fallin’”, der leveres så perfekt, som noget nummer kan leveres. En musikalsk bevisbyrde, der dokumenterer hvor effektivt et nummer kan være med helt simple virkemidler. Der er masser af syngen med, og adskillige generationer forenes i det rareste frie fald, man kan forestille sig. ”Mary Jane’s Last Dance” (eller var det et cover af ”Dani California”? Nå nej!) fortsætter fællessangen og den musikalske triumf, ligesom Traveling Wilburys-klassikeren ”End Of The Line” er en særdeles positiv overraskelse, hvor de øvrige Wilburys erstattes af The Heartbreakers.

”PA-anlægget er ved at eksplodere”
Det hele er næsten for godt til at være sandt. Kan rockfesten virkelig fortsætte på så højt et niveau? Nej. Naturligvis er der tekniske problemer, der gør et bundærgerligt indhug i det sublime momentum, der ellers er blevet opbygget. Tom meddeler, at PA-anlægget er ved at eksplodere, og at de derfor er nødt til at tage fem minutters pause. Folk er med rette skuffede, men venter alligevel ganske pænt.

Efter ret præcist fem minutter vender alle mand så tilbage, og med sig har de Steve Winwood, der spillede på samme scene tidligere på dagen. Et overraskelsesmoment i form af en gæst er som regel altid kærkomment, men desværre falder det her lidt til jorden. De fem minutters ufrivillige pause øger kun trangen efter flere Tom Petty-klassikere, og derfor bliver ”Can’t Find My Way Home” og ”Gimme Some Lovin’” – begge med Winwood på vokal og aftenens hovedperson reduceret til rytmeguitarist – et underligt midtersegment, der ikke hensætter publikum i overraskelsesekstase. (Måske hvis Petty havde hevet Beck ind på scenen? Han har jo trods alt indspillet dennes ”Asshole”, og en sådan duet synes mere i retning af noget, der kunne få dette publikum op at ringe.)

Heldigvis kommer alle mand tilbage på sporet med ”Breakdown”, der lyder helt fortræffeligt. Så fortræffeligt, at man kunne have lyst til at optage den og lytte til den igen og igen hjemme i egen stue. Men hey, det er da ikke lovligt! Ikke desto mindre er det lykkedes en entusiastisk bootlegger at opstille et boomstativ midt i mellem de øvrige publikummer. Hævet godt op over hovederne på folk fanger mikrofonen sandsynligvis væsentligt bedre lyd, end de fleste bootleggere formår at få i kassen. Men altså – mon ikke, der så er nogen autoritære personer, der får øje på sådan en tingest? Jo, sørme. Der råbes, og der skændes og skældes ud. Der kommanderes, men intet virker. Hvad er løsningen? At tage sit udstyr og stikke af… Simpelthen. Ind blandt alle de mange mennesker og med en vagt lige i måsen. En relativt bizar situation, der aldrig havde fundet sted, hvis portvagterne havde gjort deres arbejde ordentligt, sådan så scenevagterne kunne koncentrere sig om folks sikkerhed i stedet for at spæne pladsen rundt efter simple forbrydere.

”Don’t Come Around Here No More”
Oppe på scenen er det blevet tid til ”Honey Bee” – så afgjort en publikumsfavorit, og så meget desto værre at lyden falder ud, ikke bare en eller to, men – gudhjælpemig – hele tre gange i løbet af denne relativt korte rockperle. Som for at spare på strømmen går Petty i gang med ”Learning To Fly” kun akkompagneret af sin egen akustiske guitar. Endnu en favorit, og denne får lov at blive spillet i sin helhed uden nogen katastrofer. Som om de var ovre! Nej nej, lyden falder skam ud igen under den ellers virkeligt velfremførte ”Don’t Come Around Here No More”. Petty gestikulerer teksten og lader som om, han verfer folk væk. Væk fra denne ganske pinlige affære, som en flok kapitalistiske opportunister har stablet på benene i fordums tids pseudo-hippieånd? Sikkert ikke, men med alle de mange brølere in mente, er det svært ikke at høre teksten i den betydning.

”Refugee” slutter ballet, men alle ved, at der er ekstranumre på vej. Enkelte af de helt store klassikere mangler, og spørgsmålet er bare hvilken, der skal lægges ud med. Herfra blev der gættet rigtigt, og ”Runnin’ Down A Dream” ruller derudad – og Petty med band er fortsat veloplagte. Det er de også i ”Gloria”, hvor Petty staver sig igennem det så velkendte navn, som publikum ivrigt synger tilbage til ham. Finalen kommer i form af ”American Girl”, der syder af veloplagt energi, og både band og især publikum kunne godt have magtet en lille håndfuld numre mere – men slut er festen, og der takkes og bukkes og lysene slukkes.

En alt i alt rigtig fin rockkoncert har taget sin ende, og det er bestemt en glad følelse, man forlader pladsen med. Ikke desto mindre er der så mange faktorer undervejs, der spiller ind – det overophedede PA-anlæg frem for alt og generelt det hærgede flow – der gør, at den ultimative Tom Petty and the Heartbreakers-oplevelse alligevel føles et par mil væk, når den samlede oplevelse skal vurderes. Det er en skam, men til gengæld er der rig grund til at glæde sig til at opleve de samme musikere under helt andre forhold – et ganske andet sted.