Den foreløbige kulmination på de nis metalherredømme

På det fjerde album fra det ni mand store metalband fra Iowa bliver tråden fra den fremragende forgænger, Vol. 3 The Subliminal Verses, taget op. Det lykkedes på én gang for Slipknot at holde fast i essensen af deres karakteristiske pitbullterrier-metal og udvide grænserne for deres musik enormt. Åbningsnummeret Gematria (The Killing Name) er klassisk, hyperaggressiv Slipknot, hvor man nærmest kan høre fråden stå ud af munden på Corey Taylor, mens han spyer linjerne: America is a killing name, it doesn’t feel or discriminate . De efterfølgende to sange, Sulfur og Psychosocial er eminente eksempler på, at Slipknot formår at krydre deres umiskendelige benhårde udtryk med fængende, ultramelodiske vokallinjer, uden at det på noget tidspunkt går ud over tyngden, brutaliteten og aggressiviteten. På det suveræne Dead Memories skrues der ned for tempoet. Sangen, der både har en gribende dyster stemning og omkvæd, er vel nok noget af det mest melodiske fra Slipknots hånd til dato. Vendetta lægger ud med et infernalsk riff ledsaget af dobbelte stortrommer, der ville have befundet sig vel på et Morbid Angel-album. Wherein Lies Continue er et dommedagstungt nummer med endnu et dræberomkvæd, mens Snuff er en fornem ballade, der slutter i et svulstigt klimaks, hvorefter titelnummers hvidglødende raseri bliver afskedssalven. Der er ikke et svagt nummer eller et eneste svagt øjeblik at finde på All Hope Is Gone, der står som den foreløbige kulmination på Slipknots metal-herredømme.