George Michael
Parken, København

Stemningen var pisket godt op forud for George Michaels sidste stop på den to år lange jubilæumsturné ”25 Live”. Popsangerens erklæring af, at dette blev hans sidste tur rundt om jorden for at spille stadionshows, betød, at koncerten i Parken var blevet døbt ”The Final One” og havde fået status af nu-eller-aldrig, hvis man ville opleve Michael for fuld udblæsning. Hvis altså han holder sit løfte… Men George Michaels sidste aften på den store scene viste også stadionkoncertens begrænsninger og paradokserne i den følsomme superstjernes ønske om at bakke ud af rampelyset.

I en på én gang enkel og overvældende scenografi trådte Michael ud på en - efter forholdene - lille scene, der udgjordes af forlængelsen af den videoskærm, som knejsede ti-femten meter over den lille sanger, der på den måde kunne danse rundt både på og foran de visuelle effekter. Med det halvgamle hit ”Fastlove” og det rigtig gamle hit ”I’m Your Man” blæste George Michael til diskofest fra start. Lyden var overraskende god i Parken denne aften, og især basbunden i ”I’m Your Man” var dejlig tung uden at blive til totalt mudret grød. Ved at lade publikum få en snert af ”I’m Your Man” i slutningen af ”Fast Love”, for derefter at begynde 80’er-hittet forfra i den oprindelige synthlyd, brugte entertaineren et trick, som er bedst kendt fra den jamaicanske dancehall: Pir folket, afbryd samlejet, og lever først derefter den fuldbyrdede tilfredsstillelse til endnu større glæde. Det fungerede perfekt i Parken.

Derefter aftenens første af mange temposkift med ”Father Figure” efterfulgt af ”You Have Been Loved”. George Michael siddende på en af livemusikkens største klichéer, barstolen - fremskudt på scenen, intimitet. Foran et halvt hundrede tusinde mennesker på et fodboldstadion? Det fungerede ikke, heller ikke selv om de seks korsangere flankerede med soulet backing på førstnævnte sjæler. Og det skulle desværre vise sig at blive kendetegnende for den to en halv time lange koncert.

Helt slemt blev det, da George Michael trak bassisten og en guitarist med ud til barstolen til en gang poleret crooner-jazz. Michaels medbragte musikere fungerede fint i de festrettede pop- og housenumre, men swinge som et rigtigt jazzorkester gjorde de ikke. ”Kissing a Fool” og The Police’ ”Roxanne” forblev småscheesy elevatormusik, mens den glatte George Michael - som teknisk set stort set ikke missede en tone hele aftenen - på ”Roxanne” blev en i bedste fald ligegyldig parodi på Sade, uden sangerindens personlige smerte at spore i stemmen.

Omvendt formåede George Michael og bandet til tider nærmest at skabe ravestemning i det ellers temmelig stemningsforladte rum, Parken er. ”Flawless (Go to the City)” er et forrygende housenummer – i det store hele på grund af den skamløse totalsampling af The Ones’ nummer af næsten samme navn. Det funky filterhouse-groove nåede helt ud i hjørnerne af det kæmpemæssige overdækkede rum, og et kort øjeblik var det som om, man befandt sig i en forvokset natklub. På samme måde lykkedes det George Michael at skabe en fest med ”Spinning the Wheel”, der fra udgangspunktet i sit langsomme trip-hoppede groove forvandlede sig til tung, mørk tech-pop ikke ulig David Bowies samarbejde med Pet Shop Boys på ”Hello Spaceboy”.

George Michaels (foreløbigt) sidste koncert nogensinde var som en rutsjebane. Op og ned hele tiden – med oplagte udgaver af ”An Easier Affair” og ”Too Funky” og kedsommelige knævrenumre som ”Jesus to a Child” og ”One More Try” – uden at fastholde den nærværende stemning.

Man kan undre sig over, at popstjernen, der åbenbart er utilpas i rollen som absolut midtpunkt, til punkt og prikke vælger at leve op til solo-konventionerne ved at pakke et velspillende band væk på dunkle plateauer bag spotlightet. Og man undre sig over, at en mand, der gør så meget ud af sympatiske tanker om, at vi bør skide på, hvad andre tænker og nyde livet med den pris, det nu har, ikke i højere grad tør slippe tøjlerne i de stramme koncertkonventioner, der indebærer scenografi og koreografi fastlagt til sidste centimeter - og pinedød at skulle spille alle de gamle (kedelige) ballade-hits.

Det vil garanteret gøre comebacket (når det en dag kommer) sjovere og egoet sundere, hvis han i stedet bare samler bandet, ruller en spliff og går på scenen.