Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 02-09-2008 kl. 10:19

Oasis
The Canucks Arena, Vancouver, Canada,
onsdag d. 27. august 2008

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

King Noel holdt hof i Vancouver

"Noel you are the King!" råber en tydeligt beruset ung canadisk mand ind i
nakken på mig, hvilket med det samme resulterer i en irriterende ringen for
mit højre øre.

Datoen er onsdag den 27. august. Stedet: en regnvåd aften i Vancouver,
Canada. Den berusede canadier samt undertegnede befinder sig i selskab
med 20.000 andre foran British Columbias lokale stolthed, ishockeyholdet
The Canucks' kæmpe is-arena af en hjemmebane. Alle prøver vi at holde
varmen, mens vi venter på at komme ind og høre britiske Oasis anno 2008.
Hvis vi et øjeblik vender tilbage til den højtråbende unge mands udsagn,
er der måske noget om snakken. Med Noel Gallagher i spidsen har Oasis
lige taget hul på deres største stadion-world tour til dato.

Over 180.000 billetter blev revet væk på en formiddag til de 10 lancerede koncerter på de britiske øer. Den 7. oktober, dagen efter udgivelsen af brødrene Gallaghers nyeste album "Dig Out Your Soul", indleder Oasis deres britiske koncertrække i Liverpool. Med to shows i USA og seks lancerede koncerter i Canada får de tidligere britiske kolonier en forsmag på Oasis anno 2008. At dømme efter billetsalget står brødrene Gallagher stærkere end nogensinde før, hvilket på denne regnvåde aften i Vancouver kommer noget bag på jeres anmelder.

Efter at have taget England med storm i 1994 med udgivelsen af det hurtigst sælgende debutalbum på de britiske øer til dato, "Definitely Maybe",
blev resten af Europa erobret året efter med gruppens næste udgivelse
"What's the Story Morning Glory". Efter Michael Jacksons' "Bad", er "What's
the Story..." stadig den mest solgte udgivelse på engelsk grund til dato. Efterfølgende gik gassen overraskende hurtigt af supergruppen fra det nordlige England. Det planlagte gennembrud i staterne led en hurtig død i 1996, da lillebror Liam valgte at afbryde koncertrækken - allerede efter 3 shows, da han hellere ville bruge sin tid, sammen med sin daværende kæreste (skuespillerinden Patsy Kensit), på at finde en permanent bolig i London.

Storbror Noel kvitterede omgående med at opløse bandet, en beslutning,
der dog kun holdt et split-sekund. Det efterfølgende år formåede brødrene
Gallagher dog at fastholde offentlighedens interesse omkring deres evigt
indbyrdes rivaliserende og til tider primitive personligheder.

I juli 1997 var der kæmpe forventninger til udgivelse nummer tre.
"Be Here Now" viste sig at være en skuffende rodebutik. Den Beatles-in-
spirerede britpop, som havde drevet de to tidligere udgivelser stilsikkert
frem, var nu afløst af radiovenlige ballader ("Stand by Me") blandet med
larmende guitarstøj ("Be Here Now") og syv minutter lange stryger-arrange-
menter ("All Around the World") – så lange og så ligegyldige, at selv Beatles
ville have fundet et sådan track overflødigt på "Magical Mystery Tour"-
udgivelsen. I det nye årtusinde har Oasis udgivet en lille håndfuld, ikke særligt anmelderroste cd'er. I den britiske presse nåede Manchester-brødrene bunden med udgivelsen "Don't Believe The Truth" fra 2005.

Nu er der dog igen noget stort på vej, hvis man skal tro den britiske musik-
presses omtale af den kommende udgivelse "Dig Out Your Soul". Den
Primal Scream-inspirerede første single, "The Shock of Lightning", er blevet
voldspillet i England og i Nordamerika (hvor jeres undertegnede er bosiddende). Selv singlens B-side, "Falling Down", har fået en del airplay – trods The Chemical Brothers' noget aparte miks.

Dog ved man jo efterhånden, at man aldrig skal stole blindt på den engelske presse. Et samlet pressekorps, der konsekvent udråber nationens fodboldlandshold til storfavoritter ved hver eneste slutrunde – trods deres udeblivelse fra medaljepodiet siden 1966. Så det var en spændt anmelder, som præcis klokken 19 indtog sin siddeplads på tribunen for at overvære Ryan Adams' opvarmningssæt, inden "King Noel af Manchester" skulle indtage scenen.

Ryan Adams leverer en noget blandet forestilling, som tilsyneladende ikke
helt kan finde ud af, om den vil være akustisk eller elektrisk. Der er heller
ikke den store respons fra publikum, da han forlader scenen efter 40 minut-
ter.

En aften i rock'n'roll'ens tegn
Præcis klokken 20.15 går lyset i den overdimensionerede ishockey-arena ud, og instrumentalnummeret '"Fuckin' in the Bushes" drøner ud af højttalerne. Dette nummer, en underlig blanding af hårdtpumpet guitarstøj og elektronisk
triphop, indledte oprindeligt Oasis' noget eksperimenterende "Standing on
Shoulders of Giants"-udgivelse fra 2000. I aften indleder tracket, hvad der
skal vise sig at blive en to timer lang rockkoncert i særklasse. Bandet indtager deres positioner på scenen, med Liam Gallagher helt i front. Her står han som en urokkelig dartpil plantet i gulvet, mens han vrænger sig igennem "Rock' N' Roll Star", "Layla" og "Cigarettes and Alcohol".

For undertegnede er dette en start, der er til at forstå. Specielt med to numre fra debutudgivelsen "Definitely Maybe" fornemmes det, at der er lagt op til en aften i rock'n'roll'ens tegn.

Gennem de næste to timer blander Oasis, med stor varieret snilde, materialet fra den kommende udgivelse med greatest hits. Intensiteten holdes oppe hele vejen igennem via stramme overgange mellem numrene – ingen indlagte ølpauser her. Løbende er det blevet klart for enhver, at British Columbia er den eneste stat i Nordamerika, hvor det er lovligt at ryge "grass". Luften er godt tyk flere steder i arenaen, og der lugter noget anderledes, end når The Canucks skøjter ind til League game om søndagen.
Denne onsdag aften i Vancouver bevæger Oasis' sætliste sig primært i og
omkring et "Definitely Maybe"-univers. De to åbningsnumre suppleres hen
ad vejen med blandt andet "Supersonic" og "Slide Away". Løbende forsvinder Liam fra scenen. Noel finder den akustiske guitar frem, overdøves næsten af publikum i gennemspilningen af "Wonderwall" og "The Master Plan".

Oasis anno 2008 er stadig brødrene Gallaghers band, hvilket det jo nok
altid har været. Liam og Noel er også de eneste to, der er tilbage af den
oprindelige besætning fra 1994. Der hersker heller ingen tvivl om hierarkiet
på scenen. Både Noel og Liam er omgivet af en cirkel af monitors og en
kugle hvidt spotlight. Klassens nye drenge, guitarist Andy Bell og bassist Gem Archer, står godt pakket væk i det ene hjørne og må til deling støtte sig til en enkelt scenemonitor. Dog er de fleste af guitarsoloerne overdraget fra
kapelmester Noel Gallagher til Bell – hvilket har hævet kvaliteten en del. Bag
trommerne udviser tidligere Robbie Willams-trommeslager Chris Sharrock et
sandt arbejdsraseri fra første fløjt.

Det nye materiale virker lovende. Kompositionerne virker kortere, strengere
i form og langt mere guitarbaseret end på det foregående album, "Don't
Believe the Truth" fra 2005. Måske netop grundet det hårde udtryk i det
nye materiale har Oasis valgt, at de nye numre skulle spilles sammen med
højdepunkterne fra debutudgivelsen i 1994. I hvert fald skaber det et helhedsbillede og flow, så der ikke opstår døde momenter undervejs.

Da bandet efter små to timer forlader scenen og klappes tilbage igen, er det
uden Liam. Noel indtager igen positionen som frontman og starter fælles-
sangen med "Don't Look Back in Anger" og efterfølgende en semi-akustisk
udgave af "Falling Down" fra det kommende album.

Liam kommer igen dinglende ind, smider sin tamburin ud til publikum, mens
Noel slår de første akkorder an til "Champagne Supernova". Vi efterlades
helt på toppen med en punkudgave af John Lennons "I am the Walrus" fra
Beatles' "Magical Mystery Tour" fra 1967.

Om Noel Gallagher er den konge, England venter på, skal være usagt. Dog
er han utvivlsomt en mand med en vision og en jernvilje til at drive den frem. Med Brett Andersons tvivlsomme akustiske projekter og Damon Albarns musikalske mutationer, er Noel Gallagher den sidste britpop-dinosaur. Denne regnvåde aften i Nordamerika slog han og Oasis fast, at der stadig er masser af benzin på det fremadbrusende Oasis-tog – et tog, der ellers, af anmeldere såvel som fans, har været kørt på togkirkegården op til flere gange. Undertegnede ser frem til udgivelsen af "Dig Out Your Soul" i næste måned.