Diverse kunstnere
Rap-O-Fonia, Musikhuset Århus

Under temaet ”Åben By” var der torsdag aften udsolgt i Musikhusets symfoniske sal. Det yderst blandede publikum, på tværs af alle aldre og afskygninger, skulle være vidne til et hidtil ubeskrevet blad i dansk musikhistorie, nemlig Rap-O-Fonia. Som tidligere omtalt er dette et clash mellem hiphop og klassisk musisk. Seks rappere, med tilknytning til Århus, står overfor syv klassiske musikere fra Århus Symfoniorkester, som dog normalt, ifølge konferencier Per V, udgør hele 72 personer. Dj'en Lawand Othman alias DJ Turkman Souljah, er en af hovedmændene bag denne idé og har sammen med komponisten Bo Gunge sat musikken op til dette møde mellem to verdener.

Det må man sige er lykkedes i en sådan grad, at selv den tidligere borgmester i Århus, Flemming Knudsen, stod op og klappede, da koncerten sluttede. Det var der dog også grund til, for under fast og kyndig vejledning af Turkman Souljah fik de 1200 gæster både noget til øjet og øret. I vanlig hiphop-stil var koncerten fem-syv minutter forsinket, noget Per V øjensynligt var glad for, da han veloplagt udtalte, at dette varmede hans gamle hiphop-hjerte.

De første rappere, man skulle se på scenen, var den anmelderroste gruppe Majors mikset med Tschaikowskys ”Svanesøen”. Rapperen Nat Ill bragede ind på scenen og kom ud over scenekantet fra første sekund, med sin sikre stemme og sit bundsolide flow. Sidstnævnte er noget, som de to andre rappere fra gruppen, Negash Ali og J-Spliff, bestemt også besidder. De flowede sig over, eller om man vil, igennem det storslåede og dramatiske beat, der var fyldt med tungt klaver og violin. For god ordens skyld skal det siges, at alle teksterne var skrevet specielt til aftenens arrangement. Hvilket man indimellem kunne høre, når man ikke havde travlt med at tjekke omgivelserne ud. For der var nok at se på, lige fra graffitien bag ved musikerne til de optrædenens yderst elegante smoking – generelt er den symfoniske sal et stykke kunst i sig selv.

Næste mand på scenen var beatboxeren og rapperen Nappion (ja, ham fra Danske Bank-reklamerne), der med et chopped&screwed omkvæd smøg sig igennem symfoniens skarpe lyd. En kontrast, der var yderst speciel, men fungerende på forunderlig vis.

Per V introducerede derefter en meget veloplagt Jøden, der i sit stiveste puds igen stiftede bekendtskab med klassisk musik. Med blandt andet linjerne "…Tracket er en dødmesse / for om lidt skal Jøden pisse" fik han vist både kæphøjhed og ironi bakket op af endnu et storslået og dramatisk stykke musik.

Lad det være sagt straks, at undertegnede ikke ejer et veltrænet klassisk øre, men på dette tidspunkt lagde man virkelig mærke til både musikkernes lyd og den utrolige akustik, der mødte publikum. Som en gennemgående ting var rappen i næsten alle numrene placeret midt i det klassiske stykke, så man fik god tid til at høre de tunge beats kombineret med strygere og så videre – inden ens ører også skulle overskue en rapper.

Per V mente, at V'et i Århus V stod for Vivaldi, da han skulle præsentere U$O, som modtog hele salens applaus efter andet vers, som han leverede i et meget skarpt dobbelttempo. Godt en halv time var på det tidspunkt gået, og Per V legede for en stund en tv-vært fra gamle dage, men det var kun for at kunne præsentere "dagens mand i vinylsovs", Turkman Souljahs lille solodel, hvor Mozart og MC Einar battlede på de to hjul af stål.

Efter et nummer med Majors, var U$O igen på scenen og fik stukket lidt til hr. & fru Danmark med linjerne "… For når noget er anderledes bli’r vi bange / Vi kan sgu ik' leve med en gammel tankegang". Men netop dette var publikum nu ikke, for de tog godt imod alle indslag koncerten igennem. Det største indtryk skulle de dog få, da J-Spliff, efter en smuk intro, havde en session med spoken word. En yderst ærlig og åben tekst omkring opvækst, dårlige omgivelser og konsekvenser – indhyllet i stille og sjælfyldt klassisk musik.

Efter yderligere et par numre, blev denne utrolige konstellation af musik sluttet af på bedste hiphopvis, med en lille cipher, hvor alle rapperne kom til orde igen. Der var sågar plads til lidt freestyle fra Jøden og afslutningsvis fra den sjove og meget veloplagte host Per V.

Man sad tilbage med indtrykket af at dette møde sagtens kunne gentages mindst lige så succesfuldt som Rap-O-Fonia. Undertegnede er overbevist om at kombinationen af hiphop og klassisk igen vil se dagens lys, eventuelt i andre kulturelle sammenhænge. Vellykket og velspillet var det i hvert fald. De små fejl, der nu var der, overskyggede på ingen måde helhedsoplevelsen. Man kunne nu efterfølgende heller ikke høre et eneste utilfreds ord fra publikummet, der vandrede ud – der var bestemt heller ikke grund til andet, medmindre man kun vil høre hiphop eller kun er til klassisk musik.