Anmeldelse / Live / Søndag d. 07-09-2008 kl. 11:28

R.E.M.
med Editors og The Disciplines, Parken, København,
lørdag d. 6. september 2008

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Verdens største undergrundsband er slet ikke klar til at blive glemt endnu

+ Se hele galleriet

Det største alternative rockband nogensinde kan selvfølgelig tiltrække et vist publikum. Men selvom de måske endda er grundlæggerne af det, der kaldes alternativ rock, kunne R.E.M. kun fylde tre fjerdedele af Danmarks nationalstadion. En forklaring kunne være en landskamp i fjernsynet, en anden kunne være, at det efterhånden er en femten års tid, siden bandet fyldte mest i folks bevidsthed. R.E.M. virkede dog hverken skuffede eller forældede. Tværtimod.

Med sig havde bandet en mindre festival, i form af to opvarmningsbands (The Disciplines og Editors), en masse lys og nogle storskærme med grafik og livekoncert. Et show, der efterhånden har været rundt i store dele af verden på den kæmpestore ”Accelerate Tour”, uden at det lader til, at det har trættet de tre rockstjerner. Hvad en sætliste med hele 28 numre kan bevidne.

Især den karismatiske frontmand Michael Stipe var i topform. Med stor energi og kæmpe engagement stod han og nød det hele. Uden den uklædelige ansigtsmaling, der ellers har sløret det smilende ansigt på de seneste turnéer. Stemmen var i top, og den karakteristiske Stipe-dans var uophørlig. Det er noget med samlede ben og flagrende arme.

Det uklædelige havde bassist Mike Mills så iført sig, i form af langt hår og hat og mangel på ærmer i T-shirten. Klædeligt var det dog, at den noget skingre korstemme holdt sig pænt tilbage, bortset fra i den glædelige overraskelse ”(Don’t Go Back to) Rockville”, der var velsunget og en velfortjent pause til frontmand Michael.

Den efterhånden gråsprængte guitarist, Peter Buck, holdt sig i baggrunden. Ærgerligt. Især ærgerligt når de nyere mere elektroniske numre var i baggrunden til fordel for de ældre og helt nye guitardrevne sange. Når R.E.M. nu var så flinke at spille ”Drive”, måtte de godt have trukket guitaren frem, dér hvor den hører hjemme. Det gjorde de så til gengæld i en anden behagelig overraskelse. ”Country Feedback” blev ikke bare spillet. Den blev rocket. Tak, Peter.

De behagelige overraskelser var generelt mange. Stipe hev en mundharpe op af lommen til "Bad Day" og fik publikum til at lyse med mobilerne til ”Electrolite” for lige at give stemningen det sidste løft, så taget af Parken næsten måtte trækkes tilbage for at give plads.

Helt rørende blev det, da de tre rockpionerer stillede sig i en stram rundkreds og spillede Cobain-hyldesten ”Let Me In”, så man var ved at springe op på scenen og lægge armene om de tre og skråle med og ødelægge det hele.

Sætlisten var intet mindre end genial. Det seneste plade, "Accelerate" fra i år, var godt repræsenteret med seks af de 11 numre, men det mest geniale ud over mængden af numre, var, at vi kom forbavsende godt rundt i bandets historie. Den første plade, ”Murmur”, var den eneste af de efterhånden 14, der ikke blev repræsenteret. Så der var både sjældenheder som ”Auctioneer (Another Engine)” og naturligvis hits i en lind strøm. ”Losing My Religion”, et af musikhistorien underligste kæmpehits, blev selvfølgelig mødt af et begejstret brøl, ligesom allersidste ekstranummer ”Man on the Moon” gjorde det.

At der netop til det nummer var mange, der stod og vinkede på den rigtige måde, viste, at der var en stor del fans til stede. Fans, der må påstås at hænge på endnu trods forrige storstinkende album "Around the Sun". Dette album blev vi heldigvis kun kort belemret med i form af ”Final Straw”, der endda var syltet ind i noget politik i form af noget af den ellers forholdsvis sjældne snak fra den tændte forsanger og noget tekst på storskærmene. Det havde vi gerne været foruden, men R.E.M. lever trods alt i USA, så det kan vel være svært at lade være.

Ellers kunne man høre lidt anker rundt omkring som ”Øh, det var bare herre-ringe, fordi de ikke spillede 'Everybody Hurts'” og andet vrøvl som ”Jo, men lyden var bare mega-dårlig”. Ingen sætliste på knap 30 numre kan tilfredsstille alle fans af så stort et navn, og et fodboldstadion af beton er nu engang ikke en akustisk delikatesse.

De, der havde glemt at de kunne lide R.E.M., men fik opfrisket hukommelsen med "Accelerate", fik bekræftet, at de tre rebeller fra Georgia altså ikke sådan bør glemmes. De standhaftige fans, der altid har været der, fik gengældt kærligheden, og alle andre fik sig nok noget af en overraskelse. R.E.M. er stadig et fyrtårn.

Opvarmning: Editors (****)
Det siger ikke så lidt om R.E.M.s format, at de har engelske Editors som opvarmning på den europæiske del af deres turné. Et band, der i sig selv nok kan trække et vist publikum. De talrige tidligere koncerter her til lands har i hvert fald været pakket med mennesker og begejstring.

Da Editors netop var opvarmingsband, kan det dog nok ikke overraske, at publikum var både større og vanskeligere at begejstre end normalt.

Tiden skulle ikke snakkes væk, så forsanger/guitarist Tom Smith startede med at tage mikrofonen halvt ind i munden og begyndte så på at synge første af i alt ni numre med sin forholdsvis dybe stemme. Godt bakket op af en karakteristisk ringende guitar fra Chris Urbanowicz og Russell Leetch og Ed Lay på henholdsvis bas og trommer.

Lyden af Editors er fuld af guitar og melodi, og, ville kynikere nok sige, Interpol og Bloc Party. Stilen er den samme, og det gode melodiøre er i hvert fald et fællestræk. Hvad vi især fik bevist på hits som “Munich”, “Smokers Outside the Hospital Doors” og “An End Has a Start”.

Editors har dog deres karakteristika. Mest iørefaldende er guitaren, der lyder hen af elektrisk mandolin, og som ræser hen over stort set hele lydbilledet. Fedt, men lidt ensformigt i længden. Et andet særkende er forsangerens stemme. I rækkevidde og teknisk finesse er Smith måske ikke på linje med konkurrenterne, men trods tydelige spændinger i den stakkels hals er lyden tyk, dyb, sin egen og alle tiders.

Samtidig var frontmandens engagement heller ikke til at tage fejl af. Om han stod oppe foran med sin guitar helt oppe under armene, eller sad ved klaveret, var det tydeligt, at der virkelig skulle vises noget på den begrænsede tid. Det engagement spredte sig stødt men roligt ned i salen.
Først snakkede folk videre, så kiggede de, så måbede de, og til sidst begyndte det at summe, og arme rejste sig i stigende grad mod det kæmpestore soltag.

Et tredje album med bandet er på vej, og det er bestemt ventet med længsel. Men indtil da bør Editors roses for, at man kunne ærgre sig over, at et opvarmningsband forlader scenen for at lade R.E.M. spille. De varmede lige så godt op for sig selv, som for hovednavnet.

The Disciplines (****)
Første opvarmningstjans var udliciteret til R.E.M.s gamle lejesvend Ken Stringfellow (tidligere The Posies), der har slået pjalterne sammen med ¾ dele af norske Briskeby i det nye powerpop-band The Disciplines. Fra første færd viste Stringfellow, at alle årene som blot stråmand (i blandt andet Big Star og The Minus 5) skulle blæses væk med et energisk sæt, der sætter nye standarder for opvarmningsbands. Ret skal være ret, og The Disciplines og publikum havde uden tvivl været bedre tjent med at opleve denne kvartet på et langt mindre spillested, hvor Stringfellows interaktion med publikum og scenen var faldet i bedre jord. For musikalsk var der ikke en finger at sætte på bandet, men der var noget gråspurve og kanoner over at se dem fyre træfsikker powerpop ud fra den enorme scene, mens publikum var mere optaget af at finde deres pladser.