Jacob Faurholt
Musikcaféen, Århus,
lørdag d. 13. september 2008
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Århusianeren har udviklet sig som sanger, men kan stadig forbedre sig på melodifronten
Den århusianske sanger og sangskriver Jacob Faurholt havde fået æren at af åbne denne akustiske aften i Musikcaféen, der også bød på Munck//Johnson og svenske Taxi Taxi. Faurholt havde medbragt en elektrisk guitar og en ukulele. Sidstnævnte blev brugt på et par numre, men ellers var det den elektriske guitar, der måtte trække læsset.
Koncerten understregede først og fremmest, hvor meget Jacob Faurholt har udviklet sig som sanger. Da han debuterede for tre år siden med sin nu hedengangne gruppe Sweetie Pie Wilbur, kunne han knap nok synge og måtte mumle sig igennem sangene med nødvendig støtte i den kvindelige backingvokal. Nu klarer han ærterne – stort set - uden problemer med sin dybe og myndige røst. Øvelse gør som bekendt mester.
Den markante stemme gjorde det heldigvis let at høre Faurholts ganske interessante tekster, eksempelvis ”Minds Of The Young”, der ironiserer over den manglende forståelse mellem teenagere og mere voksne personer. Og Faurholt blev heller ikke forstyrret af det overraskende stille, siddende publikum – tak for det.
I sangen ”Sing Little Bird” fik Faurholt sangmæssig hjælp fra de to unge, svenske Taxi Taxi!-piger, Johanna og Miriam Eriksson Berhan, der også medvirker på cd-versionen af nummeret. Og de to satte bestemt kolorit på sangen med deres sødmefulde ungpigestemmer.
Alt i alt leverede Jacob Faurholt en udmærket performance. Desværre mangler en del af hans sange lidt melodisk pondus. De er simpelthen ikke særlig melodiøse, og temmelig svære at huske efter endt lytning, og det var koncertens største mangel. Men Jacob Faurholt har bestemt potentiale både som sanger og sangskriver. Og når han kan udvikle sig som sanger, hvorfor så ikke som melodisnedker?









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.