Naturalisme i rillerne: Skinner hæver blikket

Birmingham-fødte Mike Skinner har taget den store fatalistiske optik i brug på sit aktuelle album, der bærer den ydmyge titel Everything Is Borrowed. Med samme titel åbner den blege brite sit fjerde album, der denne gang har store temaer som naturens dyrebarhed, kærlighed og religion på den indholdsmæssige agenda. Det klæder ham egentlig fint nok at hæve blikket en smule til fordel for "det-er-hårdt-at-være-kendt"-tematikken, der bl.a. dominerede på forgængeren. ”It’s not the earth that is in trouble/It’s the people that live on it” synger Skinner på The Way Of The Dodo, der domineres af en dejlig fremadrettet puls og en knastør guitar. Det jazz-swinger på charmerende vis på I Love You More (Than You Like Me), og Everything Is Borrowed udmærker sig generelt ved at være mere panoramisk, hvad angår instrumentering, og den håndholdte approach bidrager til at presse sample-æstetikken i baggrunden. Det lyriske håndværk er stadig veludført, hvilket allerede illustreres på udspillets første skæring: ”Memories are times we borrow/for spending tomorrow”. Vanen tro er Skinner også garant for træfsikre kor-opbakkede refræner – om end pop-vellyden indimellem er lidt enerverende. Det gør sig især gældende på den Brand New Heavies-agtige The Sherry Ends, der oven i købet er blevet udstyret med en særdeles kliché-klam blues-guitarsolo. The Streets er tilbage i en mere moden og velreflekteret udgave, hvilket for det meste ikke går ud over hverken kunstnerisk integritet eller underholdningsværdi.