Kings Of Leon
Only By The Night
Sony BMG |
Udkom 22. september 2008 | GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
4,68 stjerner i snit (efter 22 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Familien Followill sætter kurs mod stjernerne på album nummer fire
Det første, øret hæfter sig ved, er Caleb Followills vokal. Væk er den mundkartoffel, der før kunne få Kings Of Leon-frontmandens sydstatsmanerer til at lyde lovligt villede. Nu står hans stemme nøgent og stærkt. Det næste, man bemærker, er Only By The Night's rummelige sound. Der er højt til loftet på de elskelige bonde-skråstreg-drengerøves fjerde album, der som det første lyder designet til verdens helt store scener – ikke snuskede kælderbeværtninger med hø på gulvet.
I hjemlandet USA er Kings Of Leon et navn i mellemklassen, men i England sætter deres popularitet konstant nye milepæle, senest med tjansen som hovednavn på årets Glastonbury Festival. Tiden er moden til at sætte kurs mod stjernerne, og det gør brødrene (og fætter) Followill så. Som forgængeren Because Of The Times er kvartettens nyeste både mere alsidig og tilgængelig i lyden end tidligere. Singlen Sex on Fire (!) er ganske vist klassisk Kings Of Leon – lige dele Strokes og sydstatsrock. Men andetsteds spøger selveste U2 i svævende, rumklangssvøbte guitarlinjer og rettidig patos.
Only By The Night går skamløst sin lytter i møde. Sange som Use Somebody og I Want You er klassisk pop/rock af bedste Tom Petty-karat, mens kuldslåede ballader som Closer og Revelry sætter drengenes følsomme side til skue. Man får ikke længere fornemmelsen af at være medlem af en sluttet kreds af hipstere, når man lægger ører til Kings Of Leon, men Followill-drengene rammer stadig det rastløse ungdomslivs stemninger renere end de fleste.













30-12-09 20:10 | Besvar
24-12-10 13:40 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.