De skotske popsmede har smidt melodien over bord

Efter den melodisk ferme The Boy With No Name fra 2007 synes Travis nu, at der skal mere guitar og pondus ind i sangene. Det resulterer i et mere hårdt tegnet Travis, der sine steder befinder sig langt fra deres ellers fine udgangspunkt i melankolsk og dryppende pop.
Men mest af alt har de ganske enkelt tabt melodien på Ode To J. Smith, der kæmper voldsomt for en plads sted mellem Coldplay og R.E.M. Det er der kommet en vældig flot produktion ud af, hvor instrumenterne står klart i et midtersøgende tempo. Travis har aldrig fornægtet den banale popsang, men nu synes de, at ville lave kunst, som disse her guitarbands har for vane. Det ligger bare ikke til de blåøjede drenge, selv om Fran Healy synger forførende smukt. Lige lidt hjælper det på et album, der glemmer at dyrke de enkle melodiske dyder, som de ellers gør det på sangen Last Words. Så helt glemt er håndværket ikke, og forhåbentlig finder Travis tilbage til netop den lette og uforpligtende sang, som har gjort dem til et succesfuldt band.