Guitarrockerne følger 2006-comebacket op med fint, groovy udspil

For to år siden gjorde The Sandmen et fint comeback efter 12 års albumpause med White Trash Red Front, og nu fortsætter de, hvor de slap. Denne gang er tempoet dog generelt sat en kende ned, men til gengæld er rytmerne blevet mere groovy, hvilket leder tankerne hen på Ole Lukøjernes gedigne 1991-album Gimme Gimme og især sætter fut i sangen Mover. Gruppens bluesrødder træder dog stadig tydeligt frem på adskillige numre, navnlig den stærke 49:1. The Sandmens bedste kort er stadig Allan Vegenfeldts på én gang hæse og meget intense stemme, der fremdeles hører til de bedste på den danske rockscene. Tekstmæssigt er den politiske indignation fra forgængeren nedtonet til fordel for lidt mere ligegyldige ord om kærlighed og begær, om end Slim Pickings rummer diskrete kommentarer om social ulighed. Melodisnedkeriet er generelt habilt, om end ikke prangende på Shine, som The Sandmen sagtens kan være bekendt, selvom de ikke når niveauet fra storhedstiden i halvfemserne.