Anmeldelse / Live / Søndag d. 21-09-2008 kl. 11:06

Bon Iver
med Anais Mitchell, VoxHall, Århus,
lørdag d. 20. september 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Sofie Amalie Klougart

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,14 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Smukt, afdæmpet album fik en anelse mere punch live – primært med held

+ Se hele galleriet

Det amerikanske enmandsband Bon Iver alias sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten Justin Vernon har fået masser af roser for sit debutalbum ”For Emma, Forever Ago”, som blandt andet er blevet kåret til månedens album i de prestigefyldte engelske musikblade Mojo og Uncut, ligesom GAFFA også har været gavmild med stjernerne. Ligeledes er Bon Ivers sang ”re: stacks” blevet et stort hit på P3's Det Elektriske Barometer. Omvendt er det afdæmpede album ikke ligefrem blevet en storsællert, så det var en behagelig overraskelse, at VoxHall denne lørdag aften var stort set fyldt, med et meget blandet publikum, der gik fra teenagere til midaldrende, med en nogenlunde lige kønsfordeling.

På albummet er Justin Vernon helt alene, men live har han allieret sig med tre musikere, guitaristen Mike Joyce, trommeslageren Sean Carey og den kombinerede bassist og trommeslager Matthew McCaughan. Både Vernon, Joyce og selvsagt Carey sad ned under hele koncerten, og musikken holdt sig da også overvejende i det afdæmpede hjørne, ligesom på albummet. Og ganske som her var det store aktiv live Justin Vernons meget smukke falsetstemme, som passer særdeles godt til hans længselsfulde og melankolske sange. Hans tre musikere leverede flotte korvokaler.

Bon Iver lagde ud med ”For Emma...”-albummets åbningssang, ”Flume” og fortsatte med ”Lump Sum”, der også er sang to på ”For Emma...”. Efterhånden tydede det på, at Bon Iver havde tænkt sig at spille hele ”For Emma...”-albummet fra den ene ende til den anden, og det kom stort set til at holde stik. Live fik sangene dog en anelse mere punch end på albummet, blandt andet fordi gruppen lejlighedsvis, eksempelvis på ”Skinny Love”, spillede med to synkroniserede trommeslagere. Dermed blev der sat en anelse mere fut i musikken, så den passede godt til en lørdag aften i byen, men stadig med dens indbyggede skrøbelig intakt. Justin Vernon skiftede guitar for næsten hvert nyt nummer, men gennemgående var hans guitarspil dog forholdsvis anonymt og primært akkordspil – og altså ikke finger-ditto.

Midtvejs gennem ”For Emma...”-pladen tog Bon Iver en lille springtur i form af først en fortolkning af Talk Talk-nummeret ”I Believe In You”, dernæst en ny, forholdsvis energisk og udmærket sang med titlen ”Blood Bank”. Talk Talk-nummeret blev fremført i en version, der lå tæt op ad originalversionen (fra det fremragende ”Spirit Of Eden”-album), og som mest af alt mindede om, hvor smuk sangen er. Denne sang blev i øvrigt sunget af trommeslageren Sean Carey, der klarede det fint, selvom Justin Vernon bestemt også må kunne gå op i det høje leje, som sangen ligger i.

Efter ”Blood Bank” vendte Bon Iver tilbage til ”For Emma...”-pladen og sluttede sættet af med ”Creature Fear”. Bon Iver-kendere vidste, at der stadig var tre numre fra den plade tilbage, og lidet overraskende kom gruppen derfor tilbage og gav dem som ekstranumre. Det vil sige, at de sprang over instrumentalnummeret ”Team”, men fortsatte med albummets titelnummer, inden bandet minus Justin Vernon forlod scenen. Vernon fik så æren af at afslutte den kun 65 minutter lange koncert alene med sin akustiske guitar og sangen ”re: stacks, et af de smukkeste numre på ”For Emma...”-albummet. Selvom det var lørdag aften, forholdt publikum sig temmelig stille under sangen, men klappede til gengæld højlydt efter den, ganske som de havde gjort under hele koncerten.

Det gjorde jeg også, men jeg savnede dog lidt flere af disse afdæmpede stunder under koncerten, hvor Justin Vernons stemme og hans poetiske tekster for alvor ville være kommet til deres ret. Og så kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over hans og hans kollega Mike Noyces ret ordinære guitarspil, som – ligesom på albummet – primært er akkordspil og ikke meget finger-ditto. Det gør sangene en smule monotone i længden, når de samtidig er så afdæmpede. Men okay, det kan jo ikke være José González det hele. Fire store stjerner herfra.

Opvarmning: Anais Mitchell: ****
Inden Bon Iver fik vi en lille halv times opvarmning med den amerikanske sangerinde og sangskriver Anais Mitchell, som endnu er ganske ukendt på disse kanter, selvom hun har tre album bag sig, det seneste endda udgivet på Ani DiFrancos selskab Righteous Babe. Mitchell er jo et efternavn, der forpligter, hvis man er kvindelig singer-songwriter, men Anais er vist ikke i familie med den canadiske gigant. Til gengæld er hun også en udmærket sangerinde og sangskriver, der især gjorde sig bemærket med sin både sødmefulde og småskarpe ungpigestemme, der mindede temmelig meget om Joanna Newsoms ditto.

Modsat Bon Ivers Justin Vernon hengav Anais Mitchell sig til enkelt, men effektivt fingerspil på sin akustiske guitar, og flere af sangene bød på nogle spændende, skæve akkorder, som – bevidst eller ubevidst – fik Mitchell til at spjætte spøjst med benene. Også tekstmæssigt havde hun noget at byde på. For eksempelvis har hun skrevet en folk-opera (!), baseret på myten om Orpheus i underverdenen, hvorfra vi fik en sang med den tankevækkende hookline ”We are building a wall to keep us free”. Og som afslutning gav Anais os en egyptisk folkesang, sunget på arabisk og a cappella. Godt gået. Lur mig, om vi ikke kommer til at høre meget mere til Anais Mitchell.

Bon Iver og Anaïs Mitchell spiller i Store Vega 25. september