Brødrene Gallagher på godt og ondt: renskuret tilbageskuende britrock

Oasis er en anakronisme. De har altid bekendt sig til Beatles, og indrømmer blankt, at deres bedste album er det efterhånden 14 år gamle Definitely Maybe. Det er derfor slående, at bandet i forsøget på at genopfinde sig selv ender med at spille efter klassiske rocknoder. Waiting For The Rapture er tung og blueset, ikke ulig den retrorock, som Black Rebel Motorcycle Club har bedrevet, og den enkle form klæder Noel Gallaghers vokal. Den melankolske Falling Down har også Noel på vokal og den klaustrofobiske melodi og tekst med linjer som ”I try to talk to God / to no avail.” Mere typisk Oasis finder man på førstesinglen The Shock Of The Lightning, med en fart og en direkte ørevenlighed, der ikke er langt fra Rock’n’Roll Star. Det er også her, Liam vrænger om “magical mysteries”, og de ord har man ligesom hørt før. Det virker, som om Oasis, i forsøget på at lave et brag af en plade, har skelet om muligt mere end vanligt til deres største idoler. Åbningsnummeret Bag It Up er Beatles a la George Harrison, helt ned til linjen ”someone tell me that I’m dreaming”, der virker som et ekko fra en svunden tid. I samme stil er klaverballaden I’m Outta Time, der viser, at Liam er ved at finde fodfæste som sangskriver, og hans tre bidrag til pladen er faktisk habile sange. Den psykedeliske (Get Off Your) High Horse Lady, Gem Archers sitar-indspark To Be Where There’s Life og Andy Bells gumpetunge Nature Of Reality er til gengæld fejlskud og en reminder om, hvorfor Kula Shaker ikke sælger plader i dag. Dig Out Your Soul løfter Oasis-arven rimeligt, men heller ikke mere end det.