Anmeldelse / Live / Onsdag d. 08-10-2008 kl. 00:00

Travis
Postbahnhof, Berlin, Popkomm,
fredag d. 10. oktober 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Mikkel Elbech

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Forrygende koncert i Fran Healys nye hjemby

Salen er stopproppet, da klokken når 22:50, der er det programsatte tidspunkt for skotske Travis. Inden da har seks øvrige bands givet den gas i knapt fire timer, og efter at dømme på stemningen har de fungeret fint som opvarmning for aftenens absolutte hovednavn. Frontmand Fran Healy flyttede til Berlin i marts måned, og hans orkester er atter aktuelt med et nyt album – det noget mere hårdtrockende ”Ode To J. Smith”.

De går på scenen og mødes af hujen og støjende jublen, og som albummet havde varslet på forhånd, er der enormt meget smæld på musikken lige fra start. Var det ikke for Healys karakteristiske vokal og ditto mimik kan man for en stund komme i tvivl, om det overhovedet er Travis man her står foran. Men det er det så sandelig, og de nye sange klæder bestemt bandet. Pludselig spænder de en del bredere, og med en vokal, der går fra både det smukt klingende til ængstelige skrig underbygges spændvidden også på denne front fornemt. Travis ligner så afgjort et band, der befinder sig godt med at trykke den lidt ekstra af, og det smitter af på det konstant jublende publikum.

Der er imidlertid også godt med plads til gamle schlagere, og hvor fint det nye materiale end er, så er der ingen blandt publikum – og heller ikke undertegnede – der skal klage over, at bandet medtager helt store hits i form af ”Side” og ”Sing”, der begge leveres med både musikalsk overskud og en forrygende træfsikkerhed. Med i sættet er også numre som ”Re-offender”, ”Turn” og ”Driftwood”, og det lykkedes således Travis at blande nyt og gammelt såvel store og mindre store hits, hvilket sikrer et fænomenalt flow, som de færreste bands kan mestre.

Med publikum i sin hule hånd alene forårsaget af de musikalske udfoldelser havde Healy ikke som sådan nogen tvungen grund til at anstrenge sig ekstra for at underholde de tilstedeværende. Det gør han ikke desto mindre i stor stil, og taksigelserne mellem numrene, flirtende blikke til enkelte publikummer og positurer der – rent bogstaveligt – rækker ganske langt ud over scenekanten sikrer den fortsatte jubel. Under ”Falling Down” hopper han sågar ned blandt publikum, mens han synger og langsomt bevæger sig ned midt i salen. Her finder han en pige, som han tager sig en langsom svingom med, inden han vender tilbage til scenen og roser hendes danseevner.

Eneste afgørende problem ved koncerten er lyden. Når der er mest smæld på, bliver det en tand for højt, og vokalen drukner ganske meget. Når der er mindre smæld på, lyder det heller ikke optimalt, og Healy beder gentagne gange lydmanden om at justere lyden med ganske specifikke ordrer. Det bliver aldrig bedre – tværtimod bliver feedbackhylene hyppigere og hyppigere hen mod slutningen af koncerten, hvilket tydeligvis irriterer Healy.

Et ærgerligt aspekt ved en koncert, der ellers på mange måder kunne få status som skabelon for, hvordan sådanne rockkoncerter bør afvikles. Som sidste band på Popkomm for undertegnedes vedkommende var det befriende, at den rundt regnet femtende koncert på tre dage var med et band, der ikke var svøbt ind i inderlige forhåbninger om at overbevise branchefolk om deres genialiteter. Travis har for længst bevist deres værd, og det skinner soleklart igennem. De har allerede haft kæmpestore hits, og det allerstørste har de naturligt nok gemt til sidst: ”Why Does It Always Rain On Me?” bliver kuldegysningsfremkaldende smukt leveret, og med hele salen hoppende op og ned, mens alle skriger med på sidste omkvæd – en forestilling sat i værk af Healy – får bandet sat et eminent punktum for en forbilledlig koncert.