Brødrene Young har stadig opskriften, men det kniber med råvarerne

Det er lidt med AC/DC, som det er med mors frikadeller. Vi kender smagen. Vi elsker den. Og vi ønsker for alt i verden ikke, at opskriften bliver ændret. Det er der ganske enkelt ingen grund til. På de australske boogie-veteraners første studiealbum i otte år holder de sig da også slavisk til den opskrift, de har brugt på alle deres foregående album. Angus Young og brormand Malcolm har bygget de 15 sange op omkring de tre-fire velkendte akkorder. Trommeslager Phil Rudd slår på stortrommen på et og tre, mens lilletrommens tur kommer på to og fire. Og forsanger Brian Johnson skriger veloplagt de ikke videre opfindsomme tekster ud over det kontante bluesbackbeat. Der er så absolut intet bare den mindste smule overraskende på Black Ice, der er et ultrakonservativt udspil selv målt efter AC/DC-standard. Til albummets fordel skal det siges, at det lyder forrygende godt. Producer Brendan O’Briens ”Less Is More”-filosofi klæder AC/DC's tilsvarende minimalistiske tilgang til musikken. De 15 sange hører desværre langtfra til blandt AC/DC's bedste. De ligger hovedsageligt på det jævne, mens en lille håndfuld er en smule bedre. Når man spiller simpel rock’n’roll, som AC/DC gør, er det alfa og omega, at sangene leverer skarpe og fængende hooklines. Dem er der for få af. Den gode produktion og bandets karakteristiske lyd gør dog, at selv så som så sangmateriale trods alt glider ned. Det hjælper dog ikke meget, at man holder sig til en vinderopskrift, når råvarerne ikke er i orden.