Kvaliteten, der røg op, da støjen blev skruet ned

The Vines spiller med dette album på to heste. Én, hvor jockeyen råber og skriger forventelige klichéer med begrænset begejstring til følge – og så én, der får lov at trave roligere og mere graciøst derudad. Vinderen bliver, muligvis overraskende, sidstnævnte. Det er ikke længere i støjen, at bandet har sin force, hvilket viser sig i det slidte og noget ligegyldige udtryk, som disse numre besidder. Enkelte gange glimter de dog, som i Braindead, hvor der skriges med troværdig intensitet, men kvaliteterne ligger gemt i albummets afdæmpede passager. Som i den lange True As The Night, hvor idéerne og arrangementerne får den tiltrængte plads, og de melodiske kvaliteter, som albumtitlen hentyder til, får lov at blomstre op. Sammen med de øvrige mindre støjbetonede skæringer tydeliggøres det, at The Vines kan andet og mere end at spille larmende mellem- og up-tempo-numre, og en gentænkning af bandet med udgangspunkt i denne erkendelse ville være særdeles velkommen inden næste udgivelse.