Glasvegas
Glasvegas

Forventningerne til debutpladen fra Glasvegas har været tårnhøje, og det er en fornøjelse at se dem indfriet, med charmerende skotsk accent på 10 helt igennem flotte 60’er-inspirerede sange, der trækker en linje tilbage til landsmændene i Jesus And Mary Chain. Det er fremragende sangskrivningskunst, og en eminent storladen produktion af forsanger James Allen og Rich Costey, hvis tidligere arbejde med bands som Interpol, Muse og Mew ikke går uhørt hen. For hvor Raveonettes’ version af Phil Spectors lyd var nedbarberet og rå, er Glasvegas kendetegnet ved det store og melodramatiske. Geraldine er den smukkeste ode til alverdens hårdtarbejdende, underbetalte socialrådgivere, ligesom Polmont On My Mind, om Skotlands største institution for unge kriminelle, mikser det grå og jordbundne med sange, der bare svinger sig opad og opad, i en sky af guitar. Og det klarer Glasvegas, uden at det bliver vammelt eller deprimerende. Balladen It's My Own Cheating Heart That Makes Me Cry fletter elegant et par Oasis-referencer ind, og skilsmissesangen Daddy’s Gone er trist, men usentimental Wall of Sound-lyd af fineste karat. Go Square Go har løftet det intense trommebeat fra Doves' Pounding og passet det perfekt ind i Glasvegas-skabelonen, og skabt et af albummets mest energiske numre. Den rekviem-klingende Stabbed bryder formlen, med sine to minutters tunge klaver, ladet med mørk intensitet, ikke hørt magen siden det første The Smiths-album. Det virker som et perfekt pladeselskabstrick at skubbe udsendelsen af denne perfekte efterårsplade til nu.