Drengerøvene forsøger at piske en stemning op. Det ender i trivialiteter.

Et af de største danske rockbands gennem tiderne kæmper stadig med at blive voksne. De har bare ufatteligt svært ved at kappe navlestrengen til drengerøvsattituderne og de mange rockgimmicks. Og forståeligt nok. Det er næppe vejen frem for D-A-D, der på deres 10. studieudgivelse gør et halvhjertet forsøg, men i den grad mangler de gode sange. Den kreative flamme virker til at være sat på vågeblus i orkestrets værksted.
I modsætning til forgængeren Scare Yourself har Monster Philosophy bevaret mere af det velkendte D-A-D-udtryk, hvor der er plads til de store armbevægelser og iørefaldende omkvæd. Men samtidig insisterer bandet på at være et fuldvoksent rockorkester, der kan levere den rene hårde vare. Det gør de bare ikke videre overbevisende.
Illustrerende for albummet åbnes der med den trivielle Revolution, der banker formålsløst af sted i en rus af hårde guitarriff. Det lyder effektfuldt, men tændingen er ikke slået til. Herefter slår D-A-D over i mere gammelkendte toner i Nightmares In Daytime, der er højt hår og masser af lir. Her er drengene langt mere på hjemmebane, og denne legende indgang til rockmusikken fungerer meget bedre.
Og på den måde bumper Monster Philosophy videre hen over stepperne uden egentlig retning. Det lyder enten hårdt og fortegnet eller imødekommende og drænet for fantasi. Med udgivelsen vil D-A-D i stigende grad være det bagkatalogband, som lever til sommerens fester. Spørgsmålet er blot, om det er tilfredsstillende nok for D-A-D. Men de er efterhånden voksne nok til selv at træffe den beslutning.