Svenske popmelankolikere i endnu et vældigt hyggeligt udspil

Sanger og sangskriver Bo Sundström slipper ikke den henkastede blå jazztone på Bo Kaspers Orkesters ottende album. Han synger sig let lidende gennem sange om savn og længsel i en noget renskuret musikalsk indpakning, der byder på ubegrænset hygge og ganske få overraskelser. Her er det kun kærlighedens trængsler, der ridser i overfladen. Disse genvordigheder falder til gengæld smukt og naturligt i sangerens mund.
Orkestret spiller med deres velkendte overlegenhed, hvor musik i høj grad bliver til en underholdende leg. Men de kompetente musikere kunne godt bruge lidt større udfordringer, og den blide popjazz bliver en anelse for selvkørende undervejs. Der er for få pludselige udfald på 8, som det sker i den fint drejede soulpastiche Människor Är Djur, hvor der endelig bliver sat fart i melodimaterialet med et par få effektfulde midler. Her viser Bo Kaspers Orkester sit fulde format, og legen bliver pludselig til alvor. Og så er Bo Sundström på hjemmebane.