Leonard Cohen
Forum, København

I sommer var der tårer. Her godt 100 dage senere var Leonard Cohen i fin form, og udelukkede ikke et gensyn. Man må håbe, at det bliver med canadieren, som det var med Ol’ Blue Eyes Sinatra. Nemlig at afskedskoncerter nærmere er en begyndelse frem for et farvel.

På denne aften var Forum fyldt til randen med siddende gæster. Det udelukkede, at arenaen viste sig fra sin værste side, som da Bob Dylan var her, og man stod i klynger og løb frem og tilbage til fadølsbaren, mens hver gruppe havde adskillige af de højtrøstede til at spolere oplevelsen for de nærmeste. Til Leonard Cohen var publikum begejstrede, men kunne også være musestille, og resultatet var en overdådig koncert, hvor hjerteligheden mellem kunstner og publikum ikke var til at tage fejl af. Cohen har et sjældent velsmurt orkester, som har rigtigt mange nuancer at spille på, og vi fik set det meste på denne aften, som bød på to lange sæt og to hold ekstranumre.

Leonard Cohen har blandt sine musikere adskillige virtuoser, eksempelvis spanske Javier Mas, som tidligt i koncerten markerede sig på den cubanske lut – kaldet laud – som blev spillet med distinkt arabisk feel som indgang til "Who By Fire". Det var her allerede klart, at Leonard Cohen her havde en mand, som kunne illudere mellemøstlige og græske stemninger, hvis der var brug for det. Koncerten var startet stærkt med "Dance Me To The End Of Love" og "The Future", og da vi fik første store hymne med rødder i de gyldne år med norske Marianne på Hydra i Det græske øhav, "Bird On A Wire", spillet som en herlig blues, var vi ved at være helt oppe på det forventede niveau i selskab med en af de største sangskrivere.

Det fossede ømt fra Cohens og bandets hjerte, og de tre uhyggeligt kompetente korsangerinder lagde hele tiden bunden, over hvilken Leonard Cohens raspende vokal messede sangene af sted. Ti numre henne blev vi præsenteret for bandet, hvorefter Cohen sendte os ud til pausen. Der skulle komme meget mere. "Tower Of Song" er et brag af en sang at lægge ud med, og humoren var udtalt, da zenmunk Cohen lod sangerinderne synge deres da-doo-dam-dam, mens han forberedte os på livets mening, som han var kommet frem til gennem et langt liv. Det var selvfølgelig: Da-doo-dam-dam. Ud af Sharon Robinsons og Webb-søstrenes munde var denne zenmystik til at forstå.

Hvorefter vi fik historien om Suzanne nede ved floden i Montreal, sangen der startede det hele i 1967 og som Cohen stadig synger ømt, så det forslår. Det samme gjaldt hymnen "Halleluja", som jo er cohen’sk, men hvor man selvfølgelig forholder sig til Jeff Buckleys version og oplever, at mesterens egen modne bøn holdt hele vejen, ligesom han ikke kunne lade være med at kalde på latteren med sætningen ”..I didn’t come here to Copenhagen to fool ya!”.

Endnu et par numre, hvor specielt "I’m Your Man" var klar kommunikation med publikum, og man anede, at for erotikeren Cohen er der bestemt liv efter de 70, hvis han bliver i København. Specielt når man kan vende tilbage med ekstranumre som "So Long, Marianne" og "First We Take Manhattan", samt en helt uimodståelig "Famous Blue Raincoat", hvorefter vi oven i købet fik en smagsprøve på de engelske Webb-søstre, der opførte "If It’d Be Your Will" med nestor selv som stolt lytter på scenen. De to piger har det hele, som deres smukt nuancerede vokaler vinkede til keltiske aner og de spillede på guitar og harpe. Hvorefter bandet endnu engang vendte tilbage og lukkede butikken for denne gang. Leonard Cohen udelukker altså ikke et gensyn. Og som han dansede ud af scenen, var det også tydeligt, at energien til at møde publikum er usvækket. Pragtfuld aften i Forum.