Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 24-10-2008 kl. 10:10

Beta Satan og Snake and Jet's Amazing Bullit Band og I Am Bones
VoxHall, Århus,
torsdag d. 23. oktober 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Rasmus Weng Karlsen
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Alternativ rock mødte metal og elektro med fremragende musikere og småanonym forsanger

Århusianske Beta Satan har huseret på den danske scene i et par år, og i september var de klar med deres debutalbum "Girls". Torsdag aften havde de så i hjembyen premiere på deres Danmarksturné. VoxHall var dog kun cirka halvt fyldt, men det tog ikke pippet fra gruppen, der indtog scenen og deres instrumenter med stor selvsikkerhed. Beta Satan er et temmelig unikt møde mellem alskens former for alternativ rock og elementer fra såvel elektrorock som metal, tilsat ganske iørefaldende melodier. Det fungerer fint på albummet, og det gør det bestemt også live, hvor især musikernes tekniske kunnen imponerer. Mange af sangene går i almindelig, rocket 4/4-takt, og ofte er det ganske melodisk, men så kommer der alligevel undervejs nogle skarpe breaks med passager i skæve taktarter og meget tunge powerakkorder, og dem leverer Beta Satan med tungen lige i munden. Også samspillet mellem Morten Riis' smådystre synths og de lavtflyvende guitarer fra Kenneth Andersen og Johannes Gammelby fungerer upåklageligt, mens trommeslager Klaus Hedegård holder godt sammen på både breaks og de mere fremadrettede stykker.

Forsanger Kåre Hansen er det svageste led i denne sammenhæng. Han har aldrig haft den helt store sangstemme, og hvor det ikke gjorde så meget i hans gamle gruppe, de charmerende lo-fi-poprockere Tiger Tunes, hvor også Klaus Hedegård huserede, så bliver han i Beta Satan til tider næsten overdøvet af sine musikere – også mere, end godt er. Også på albummet er hans stemme mikset relativt lavt, så det er åbenbart et helt bevidst valg fra Beta Satan, men live virkede det heller ikke helt, bortset fra de ganske fine falsetpassager i åbningsnummeret "666". Heller ikke, at han var placeret helt ude i siden af scenen, hvor han virkede en anelse anonym, mens Kenneth Andersen og Johannes Gammelby og deres bogstaveligt talt store armbevægelser tog fokus. Måske har Beta Satan ladet sig inspirere af Under Byen, der også har placeret deres forsanger væk fra rampelyset, og måske er kombinationen af en spinkel vokal og potent musik også et kunstnerisk "modsætninger mødes"-valg. Men når nu Beta Satans melodier er så gode og iørefaldende, som de er, og bandet har så direkte og aggressive tekster, så er det da bare at give dem maksimal opmærksomhed. Tænk, hvad Beta Satan kunne opnå med en mere Chris Cornell-agtig sanger i front.

De vokale problemer var dog ingenlunde så grelle, at de lukkede luften ud af den ellers fremragende koncert, der også resulterede i begejstrede klapsalver. Et ekstranummer blev det dog ikke til efter Beta Satans kun 45 minutter korte optræden. Men da vi allerede havde hørt to andre bands denne aften, var undertegnede også ved at være mæt. (4 stjerner)

Snake And Jet’s Amazing Bullit Band
Inden Beta Satan var der tid til hele to opvarmningsband. Første hold var Snake And Jet’s Amazing Bullit Band alias Snake (Thor Rasmussen) og Jet (Thomas Frederiksen) på henholdsvis sang/guitar/keyboard og trommer/elektronik. Med andre ord et udtryk barberet ned til det allermest basale. Og instrumentalt er der intet i vejen med Snake And Jet. De to er ganske habile på deres respektive instrumenter, og samspillet, som jo ikke mindst er vigtigt, når man er så få medlemmer, sidder, hvor det skal. Snake And Jet’s musik byder på masser af breaks, skæve akkorder, skarpe guitarriff, funky passager, programmerede passager igangsat via Thomas Frederiksens drumpads, og sågar et par små guitarsoloer. Til gengæld er der ikke meget melodi i deres sange eller stemme i Thor Rasmussens hals, og det tog lidt af toppen af Snake And Jet’s performance. Gruppen var absolut bedst i deres instrumentalnumre, hvor Snake lagde mikrofonen og guitaren for at hellige sig sine analoge keyboards, som han beherskede med stort talent – og fik såvel groove som noget melodi frem i. Imidlertid tyder det på, at Snake And Jet vil prioritere vokalnumrene fremover – de var i overtal til koncerten, modsat på gruppens et år gamle debutalbum ”X-Ray Spirit” og altså et varsel om fremtiden fra duoen. Men så skal der altså arbejdes med stemme og melodier, hvis undertegnede skal hænge på. (3 stjerner)

I Am Bones

Aftenens andet supportnavn var Århus-bandet I Am Bones, hvis forsanger og sangskriver Johannes Gammelby også er guitarist i Beta Satan. Gammelby havde altså en lang arbejdsaften foran sig, men lagde alligevel ud med masser af energi, ganske som hans tre velspillende medmusikanter. I Am Bones blander ligesom Beta Satan elementer fra såkaldt alternativ rock med tungere passager, inspireret af både punk og metal, men uden synths og knap så vilde breaks. I Am Bones er i det hele taget noget blødere end Beta Satan – og har endnu mere iørefaldende melodier. Det er oplagt at sammenligne gruppen med navne som Pixies eller for den sags skyld Nirvana, der også formåede at fusionere et aggressivt udtryk med meget melodiske sange, og de tre nye sange, bandet præsenterede denne aften, levede op til niveauet på deres to album. Blot har Johannes Gammelby – ganske modsat Kåre Hansen fra Beta Satan – en tendens til at råbe lidt for meget, når han synger. Aggression er en del af I Am Bones’ udtryk, men lidt er som bekendt ofte mere, og han synger jo udmærket – om ikke prangende – så hvorfor ikke gøre det lidt mere? Nuvel da, I Am Bones’ 40 minutters optræden var fin, fin musikalsk underholdning. (4 stjerner)

Beta Satans turné fortsætter til følgende byer:

24. oktober - Ålborg, Studenterhuset (med I Am Bones)
25. oktober - Herning, Fermaten (med I Am Bones)
31. oktober - Haderslev, Månen (med Snake And Jet's Amazing Bullit Band)

01. november - Randers, Von Hatten (med Snake And Jet's Amazing Bullit Band)
07. november - Horsens, Kulisselageret (med Snake And Jet's Amazing Bullit Band)
08. november - Middelfart, Musikhuset Walker (med Snake And Jet's Amazing Bullit Band)
13. november - Odense, Kansas City (med Plök)
14. november - København, Loppen (med Little Yells Alot)

 

 

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Rigtig god aften, men kan man ikke se flere billeder fra koncerterne?

Der er forresten fejl i jeres tracklist for I Am Bones-koncerten; "Land Man's Song" er ikke en ny sang, men blot et alternativt navn til sangen "The Main Thing is to Keep the Main Thing the Main Thing". Bandet kalder den også nogle gange "Farmer's Song" eller blot "Farmer".

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Beta Satan: Girls
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Beta Satan: Girls (Vinyl)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Beta Satan: Math And Chemistry
Kr. 49,00
Køb på GAFFA Shop
Snake And Jet's Amazing Bullit Band: Peace Boat
Kr. 129,00
Køb på GAFFA Shop
Snake And Jet's Amazing Bullit Band: Peace Boat (Vinyl)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Snake And Jet's Amazing Bullit Band: X-Ray Spirit
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Snake And Jet's Amazing Bullit Band: X-Ray Spirit (Vinyl)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop