Volbeat
Huxleys, Berlin,
fredag d. 24. oktober 2008
Foto: Søren Klæstrup
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
3,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Michael Poulsen & Co. gav deres tyske fans det, de var kommet efter
Der var kø. Ved indgangen, toilettet, garderoben og baren. Publikum i den tyske hovedstad er så gale med ”Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, at koncerten med de fire gutter fra Danmark var blevet flyttet fra Columbia Club til det noget større Huxleys. Og salen var fyldt med alle slags musikelskere. Punkere, trashere og rockere. Stuck Mojo og Serum 114 er med Volbeat på turne og står for opvarmningen. De to bands har nu været med rundt i Europa i mere end tre uger, og præsenterede så endelig det, de kalder for de sødeste mennesker i hele branchen.
Det var dog alt andet end sødt og uskyldigt, da Volbeat endelig mødte publikum fra scenekanten. Fra første slag, greb og vokal buldrede de musikalske overfald af sted mod publikum. I Tyskland er de kendt for at have en forkærlighed for tung tråd, og det var tydeligt, at det også var det, størstedelen af dem var kommet for at få serveret. Volbeat gav dem den ønskede menu med blandt andet ”Hallelujah Goat” og ”Find That Soul”. Det er ikke tilfældigt, at bandet i Danmark nærmer sig noget der minder om folkeeje. Den gode og fængende melodi styrer og bliver krydret med dynamik. Som lytter er man med hele vejen og efterlades ikke med følelsen af at være vidne til en mærkelig tom energiudladning. Koncerten på Huxleys viste tydeligt, at Volbeats store rundtur i Europa ikke har været forgæves. De er sammenspillet og rammer et godt miks af nyt og gammelt. Man er sgu med hele vejen.
Når det så er sagt, blev det i perioder altså en smule for corny. Den store flaske Jack Daniels skulle vises frem og deles ud af, historien om at miste og kigge mod himlen, talen om hvor fantastiske publikum var og henstillingen om at tænde lighterne. Måske bare en sur udmelding fra en anmelder, der ikke var nær så påvirket af alkohol, som store delen af salen tydeligt var. De nød i hvert fald hele molevitten. Et andet minus ved koncerten var frontmand Michael Poulsens vokal, som til tider forsvandt en smule i lyden fra guitar, bas og trommer. Hans samtidig lidt ensidige klang gjorde det svært at opfange hele budskabet nede i salen. Men det er vigtigt at fastholde fokus på den gode oplevelse. For det var det. Volbeat var veloplagte, havde overskud og spilleglæde. Publikummet fik lov til at inhalere musikken fuldt ud både på grund af bandet, men så sandelig også på grund af sikkerhedspersonalet. Yderst professionelt arbejde fra deres base ved scenekanten. Under hele koncerten kastede de tyske fans rundt med hinanden højt hævet over betongulvet. Uendelige forsøg på at nå scenen og Volbeat blev ikke straffet, men blot hjulpet ned, et klap på ryggen og så tilbage blandt de andre tilskuere.
Fra sidelinien så det altså sjovt ud. Det får Volbeat det sikkert også på resten af Europaturneen. Ligesom de mange tilstedeværende på Huxleys behøver de dog ikke stå i kø nogle steder. Bandet træder direkte frem i forreste række til et gennembrud uden for Danmarks grænser.
Volbeat indleder Danmarksturné i Store Vega i København 4. november
















Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.