Glædeligt genhør med goth-rockens fædre

10:15 Saturday Night hed en af The Cures allertidligste sange. Den fungerede som effektiv b-side til singlen Killing An Arab og var åbenbart isbryder til gruppens første pladekontrakt. Titlen på The Cures nye langspiller 4:13 Dream giver ligesom åbneren Underneath The Stars associationer til dengang i 1979, hvor bandets weltschmerz ramte de sortsynede teenageværelser for første gang. Musikken er med tiden blevet mere fyldig. Det samme er bandets ultimative leder Robert Smith, der trods sine 49 år stadig agerer som en 16-årig frustreret teenager med sit edderkoppespindshår og sort udtværet mascara. Ved gruppens koncert i Forum i februar lignede Smiths touperede hårpragt dog mere en vissen fuglerede. På 4:13 Dream er musikken nu langtfra falmet, og selvom tekstsiden er på grænsen til det patetiske, er det bandets bedste udspil siden 1989's Disintegration. Underneath The Stars er fremragende med tonstunge trommer og Smiths udviskede drømmevokal, der bliver skyllet over af en mur af tunge distortede guitarer. The Only One, Siren's Song og The Perfect Boy har masser af melodiøse hooklines og er The Cure i det glade pophjørne. De ufokuserede Switch, Sleep When I'm Dead og den kiksede funkpastiche på Freakshow falder derimod helt ved siden af. Der lukkes med de eksplosive electro/metal-agtige It's Over og The Scream, hvor Robert Smith fastslår "This is not a dream / This it how it is". Med Porl Thompson (guitar) tilbage i folden og resten af bandet som ligeværdige i den kreative sangskrivningsproces fremstår The Cure på 4:13 Dream mere helstøbte, end de har gjort i mange år. 4:13 Dream er opdateret goth-rock i den reneste aftapning.