Søren Kjærgaard, Ben Street, Andrew Cyrille: Optics

Søren Kjærgaard, Ben Street, Andrew Cyrille
Optics

Søren Kjærgaard, Ben Street, Andrew Cyrille: Optics

GAFFA

CD / VME
Udgivelse D. 27.10.2008
Anmeldt af
Ivan Rod

Vi kender ham fra flere album i eget navn. Fra album med Ikscheltaschel, Blake Tartare, Bandapart og Ultraktement. Som sideman fra album med bl.a. Claus Hempler, Emil de Waal, Jakob Bro, Niels Skousen og Dane T.S. Hawk. Vi kender ham som den talentfulde jazzpianist, der med et prisværdigt mod til at gå nye veje aldrig henfalder til det enkle, det lette, det letbenede. Vi kender ham som en musiker, der glad og gerne afsøger uoplyste områder i sig selv og efterfølgende afrapporterer. Det er f.eks. dét, han gør på Optics – en trioplade, der er ren improvisation. Med sig på albummet har Søren Kjærgaard to af USA's store improvisationsmusikere – trommeslageren Andrew Cyrille og bassisten Ben Street. Og hvad de tre ikke får ud af deres samtidige afsøgning af uoplyst område, er næsten ikke værd at nævne. Afrapporteringen er stilfærdig, atmosfærisk, fascinerende, fængende, tredimensionel. Da optagelserne fra Sear Sound-studiet i New York for størstedelens vedkommende er first takes, får man et usædvanlig godt billede af livet hinsides huden på de tre. Og livet dér – dét er ikke med tilkalkede vener.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA