Greg Weeks
The Hive

Tredje solo-udspil fra Espers frontmanden, Greg Weeks, er en tung affære. De stille sange slæber sig langsomt af sted i et lydbillede, der trækker på lige dele elementer fra folkemusik og akustisk støjrock (!?), men til trods herfor ikke varierer meget pladens 11 numre igennem.
Melodierne gør i sig selv ikke det store indtryk, men det gør de mange skæve og til tider atonale indfald til gengæld. De passer perfekt i pladens insisterende monotoni og sørgmodige, skæve og ildevarslende udtryk.
Fløjterne på det lidet opløftende titelnummer giver et billede af en flok middelalderlige skovalfer, der desperat har brug for et læs antidepressiver, og sådan er stemningen generelt på pladen. The Hive har bestemt kvaliteter, men det bliver simpelthen for ensformigt og påtaget i længden til at være rigtig interessant. Jovist, coverversionen af Madonnas Borderline er da pudsig og opsigtsvækkende, men noget godt nummer udgør det altså ikke. Så er det paradoksalt nok numre som Not Meant For Light, der hører til pladens lyspunkter. Flere af dem tak, Greg.