Anmeldelse / Live / Mandag d. 03-11-2008 kl. 00:00

Volbeat
Store Vega, København,
onsdag d. 5. november 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt og Kristian Bach Petersen
Foto: Rasmus B.S. Hansen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mindre snak, mere rock – så skal det nok gå

Det kører for Volbeat. Anden aften inde i deres udsolgte turnestart i Store Vega, og en planlagt første turne til Guds eget land så ny, at blodet og Jack Daniels'en fra underskriften stadig er våd. Og de virker veloplagte, Michael Poulsen og hans kumpaner. Ingen spor af tømmermænd fra aftenen før, da de kaster sig ud i halvanden times rockshow, garneret med øl, Jack D og Jägermeister.
 
Væggen bag bandet er prydet med et kæmpeudgave af coveret fra Volbeats meget roste nye album, ”Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, og ”Radiogirl”, ”Sad Man’s Tongue” og ”River Queen” fra Volbeats andet album, ”Rock The Rebel / Metal The Devil” satte virkelig gang i festen. Og publikum labber Volbeats særegne miks af groove og boogiemetal i sig, så det gamle gulv i den propfyldte Stauning Sal i Store Vega gynger. Det absolutte musikalske samlingspunkt er Michael Poulsens markante stemme, der ligger i det ubestemmelige ingenmandsland mellem growl og croon. Hvis man tager de skeptiske briller på, kunne man påstå, at vokalens spændvidde taber lidt live og bliver en kende ensformig hen over halvanden times koncert. Der var dog ikke en skeptiker i syne på Vega.
 
Det burde der måske have været, for koncerten har et kæmpe problem. Michael Poulsen virker som en helt igennem flink fyr, men nogen stor taler er han altså ikke, og en endnu mindre dygtig standup-komiker. Alligevel vælger han konstant gennem koncerten at holde lange pauser mellem numrene, hvor han fyrer forskellige jokes af og småsnakker med publikum. Hyggeligt, men dræbende for dynamikken i koncerten, der konstant går et gear ned, når festen er kommet op i fart.
 
Endnu mere kikset virker det, at mange af de gimmicks, som Poulsen bruger, er en indstuderet rutine. Når han grinende fortæller, at han ville have stemt på Lemmy i det amerikanske valg (ikke muligt, da Lemmy jo er brite), er det den samme vits som dagen før. På samme måde er det ikke en overraskelse, hvis man har læst anmeldelser, at han på et tidspunkt langer en gut blandt publikum 100 kroner til en Volbeat-T-shirt. Fjollet og helt igennem unødvendigt.
 
Volbeat burde bare koncentrere sig om det, de er bedst til: at spille hård rock’n’roll. For det er de ret skrappe til. Specielt kører det godt for Volbeats forholdsvis nye guitarist, Thomas Bredahl, der udover en masse lir også får lov til at tage sig af det vokalarbejde, som Johan Olsen (Magtens Korridorer) normalt leverer på ”The Gardens Tale”. Der er heller ikke en finger at sætte på Jon Larsens trommespil, der får det til at dunke i brystet og glassene i baren bagerst i lokalet til at hoppe. Og når man som band kan få den måske ringeste sangtitel i dansk musikhistorie, ”Maybellene i Hofterholder” til at fungere, så går det nok egentlig meget godt for et band.

Volbeat på MySpace inklusive turnéplan