Kim Larsen & Kjukken
Forum Horsens,
fredag d. 7. november 2008
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
”Så hold dog KÆFT! Tror I, det er fjernsyn??”
Ordene var Kim Larsens i en stille passage midt i første sæt, hvor store dele af de 2500 mennesker plaprede løs, som var det en hønsegård. ”Det her er faktisk live, så gå dog ud i baren, hvis I vil snakke!” sagde en synligt stærkt irriteret Larsen til det respektløse publikum. Og vi andre måtte græmme os! Hvad er det der gør, at billetprisen tilsyneladende er direkte proportionel med folks behov for at snakke om gardiner og naboens nye hund? Billetprisen på de 400 kr. havde i alt fald tiltrukket alt for mange, der var mere ”i byen" end til koncert.
Kim Larsen & Kjukken havde til denne koncertsals-turné valgt at dele koncerten op i et akustisk sæt og et andet sæt i bedste Gasolin'-stil med fuld tryk på kedlerne. Og lad os bare, nu vi er i gang med den kedelige afdeling, få overstået det med matematikken: Første sæt var til fire stjerner og andet sæt til fem, men andet sæt vejede tungest, her blev der ikke givet noget ved dørene, så heraf de ovenstående fem stjerner for koncerten.
Det var kendetegnende for koncerten i Horsens, at Larsen og legekammeraterne i Kjukken kom helt ud i hjørnerne af Kim Larsens enestående sangkatalog. Vi hørte rigtig mange sange denne aften, som sandsynligvis aldrig tidligere er spillet live, og det mindede os om, hvor stor klassisk kvalitet selv rigtig mange af de mindre kendte af Kim Larsen og Gasolin's sange besidder. Derimod fik vi aldrig koncertbaskerne ”Kvinde Min” og ”Rabalderstræde”, og det gjorde i virkeligheden ingenting, for vi fik så meget andet guld til gengæld.
Første sang var netop sådan en glemt perle fra Gasolin'-mesterværket ”Efter Endnu En Dag” fra 1976, sangen ”De Fem Årstider”, som på sin stille facon, på mange måder rummer den magi, som Larsen og Gasolin's bedste sange indeholder.
Kim Larsen fortalte, som introduktion til sangen ”Vend Kajakken” i andet sæt, en historie om netop det med sangenes magi, som pludselig kan slå ned. Men gå selv ind til en af de kommende koncerter og få historien. Jeg lover dig, kære læser, at historien alene er næsten de 400 kr. værd.
Som anden sang fik vi ”Guleroden” fra ”Værsgo’”-pladen fra 1973. En plade så klassisk og med så højt et niveau, at selv vore tip-oldebørn med et kækt smil om munden vil spille dens sange på guitar og MP58-afspiller, eller hvad den slags nu kommer til at hedde, til den tid. (Jeg er villig til at vædde en halvtredser!) Jo, der blev virkelig kælet for publikum, og automatpiloten var slået fra. Men indimellem guldklumperne blev det en kende kedeligt og stillestående med eksempelvis sange som ”Oles Nye Autobil” og Kalendervender Tage” fra Larsens seneste ”Glemmebog”. Grundtvigs salme ”Lille Guds Barn” og ”Tutta” (Rosenberg) fra personnummerpladen lyste dog op som to vidt forskellige stjerner, men Larsen og Kjukken ér og bliver nu bedst med strøm på.
Og strøm på kom der i den grad efter pausen, hvor Larsen selv gnistrede og virkede 20 år yngre end ”den gamle bedstefar”, der før pausen havde siddet ned og sunget ”Oles Nye Autobil”. Her fik vi f.eks. en af Larsens bedste nyere sange, sangen ”Fremmed”, som har det skær af melankoli og dybde, som hæver sangen over popsangsniveau. Vi fik hengemte Gasolin'-perler som ”Pas På Svinget I Solrød”, og de smukke ”December I New York” og ”Perron Gare Du Nord”, og vi blev dybt rørt over en hårdtslående udgave af Frank Jægers ”Åh At Være En Høne”, kun indspillet på Larsens ”5 Eiffel”-ep fra 82. Vi oplevede et stort musikalsk højdepunkt i Karsten Skovgårds guitarsolo i ”Masser Af Succes”. En guitarsolo, der mere end mange ord fik os til at føle, ”at om natten, når alt bliver stille, er du ene, ååååh så ene”.
Aftenen sluttede af med en slags forsoning med publikum, der sang ”Om Lidt Bliver Her Stille”. Det største og overraskende kraftfulde kor jeg mindes at have hørt længe. Og dermed endte koncerten med det respektløse publikum alligevel smukt og værdigt. Tak for det.








10-11-08 01:30 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.