Anmeldelse / Live / Søndag d. 09-11-2008 kl. 09:00

Oasis
Falconer Salen, København,
lørdag d. 8. november 2008

Anmeldt af Henrik Østergaard
Foto: Lasse Dearman

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,25 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fulderikker og fjollet fællessang var med til at ødelægge Oasis-koncert

Lige siden Oasis udgav ”Be Here Now” tilbage i ’97, har Noel Gallagher ved hvert eneste nye album tilskrevet det værende ikke blot Oasis’ bedste men tilmed af helt rockhistoriske kvaliteter. Mindre kan ikke gøre det. Og det til trods for at pressen aldrig rigtig har anerkendt de senere pladers formåen på samme niveau som de to 90’er stand-out’s, ”Definitely Maybe” (1994) og ”(What’s The Story) Morning Glory?” (1995).

Falsk selvophøjelse eller ej, menigmand vil stadigvæk Oasis. Med et rekordstort førstedagssalg på 90.000 kopier i England alene og en US Billboard-top 5-placering beviste bandet med deres syvende udspil, den ganske fortræffelige ”Dig Out Your Soul”, at de stadig er essentiel rock for folket. Albummet var en tilbagevenden til milepælene, og selv om pladen formentlig ikke har vundet dem mange nye fans, oser den af forfriskende rockaktualitet, som kun Oasis kan levere det.

Med Falconer Salen som ramme var der således grobund for en stor aften i tilmed ganske intime rammer med kun 3000 publikummer.

Intimiteten blev dog gjort til skamme, med det samme man trådte ind i salen, hvor stemningen osede mere af genforeningsfest for gamle gymnasieelever og tåbelige fodboldfans end af egentlig rockkoncert: Oasis var tydeligvis et påskud for at drikke sig en længselsfuld kæp i øret og skåle og skråle lungerne fulde. 

”Fuckin’ In The Bushes”-introen førte gigantiske brøl med sig, inden debutpladens stjernehymne, “Rock ‘n’ Roll Star”, fik publikum til direkte at flippe ud i hop og dans på stiv festival-manér. Begejstringen var tilladt og tilmed lidt charmerende, men taget det knebne lydbillede i betragtning, vidnede ekstasen dog mere om jubilæumsfestens druk-anledning og liderlighed efter nostalgi-dyrkelse end noget andet. Lydniveauet var fra start af ikke blot urimelig lavt, men tilmed meget, meget ringe, og både Noels backing-vokal og hans guitar forsvandt fuldkomment i tykt mudder og sparsommelighed. Der var ikke grund til jubelstemning.

Lyden blev senere rettet op, dog uden nogensinde at blive egentlig god, og den nye ”To Be Where There’s Life” kom som et overraskende højdepunkt i koncertens førte halvdel. På trods af at nummeret insisterer på det psykedeliske, mere end det bliver leveret helt naturligt, er det et temmelig fortræffeligt nummer. Det samme er også den nye ”Waiting For The Rapture”, som selv med en særdeles plagierende start af The Doors’ ”Five To One”, fandt en opkvikkende vej ud over scenekanten.

Ud over scenekanten kom bandet dog aldrig. Gallagher Junior nidstirrer stadigvæk publikum med en boksers attitude, som havde de lige pisset ham ned ad benet eller kommet til at vælte hans stout, mens resten af bandet, Bror Senior og den resterende firemandstrup, forbliver evigt anonyme. Bevares, sådan er det, det ved man sgu efterhånden. De er her jo ikke for at fyre vittigheder af mellem numrene, fløsene. Men er det attituden, der står i vejen for publikumskontakt, kan man i det mindste håbe på blot en snert af en indbyrdes spilleglæde. Det fik man heller aldrig at se. 

Favoritnumre som ”Don’t Look Back In Anger” og ”Champagne Supernova” faldt desuden fatalt til jorden i anstrengende fællessange sunget af et skabagtigt publikum. Til gengæld fik man perler i form ”Songbird”, en nærmest perfekt version af ”Slide Away” (som uden tvivl var aftenens bedste nummer, og faktisk trækker én karakter op i sig selv) samt en forrygende velspillet udgave ”I Am The Walrus” som sidste ekstranummer. 

Ak, ak. Ikke at publikum ikke var i deres fulde ret til at brøle med i rusen. Shit, Manchester-drengene ville sgu ganske sikkert være stolte over at være en undskyldning for præcis halvanden times våd, utøjlet opførsel.

For dem, der kom for at blive revet med af musikken og ikke af fjollet fællessang, var det dog en aften med temmelig mange skuffelser og kun få gode øjeblikke.