Musikalsk testamente fra den svenske jazztrio, som fra nu vil forblive historie
Der er noget vemodigt over det at lytte til Leucocyte. Albummet er og bliver nemlig det sidste udspil fra den suveræne svenske jazztrio E.S.T.’s side. Esbjörn Svensson druknede nemlig under en dykkertur i Skærgården uden for Stockholm i juni i år – bare få måneder efter, at han og hans følgesvende gennem hele karrieren havde indspillet Leucocyte i Sydney, Australien. Trioen brød gennem lydmuren for godt ti år siden og satte helt nye standarder – musikalsk såvel som markedsføringsmæssigt. Trioen nåede et publikum langt ude og fremstod, som Jamie Cullum engang formulerede det, som en gruppe, der ”er blevet én lyd, ét genialt muteret menneske med seks hænder og tre hjerner.” Leucocyte er studiebaseret improvisation, resultatet af en jamsession uden medbragte kompositioner. Netop dén slags jamsessions dannede ofte grobund for gruppens kompositioner, men her er numrene altså optaget og gengivet mere eller mindre ufiltreret. Og resultatet er dybt fascinerende. Leucocyte er et komplekst, avantgardistisk jazzalbum. Et vidnesbyrd om, at E.S.T. ville udfordre sig selv og konstellationen: En jazztrio.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.