Nordmænd leverer en stærk opfølger på succesalbum

Oven på den imponerende Now, Diabolical lykkes det for de norske black metal-veteraner Satyricon at gøre det noget nær umulige og lave en opfølger, der er mindst lige så stærk. The Age Of Nero kan nærmest betegnes som forgængerens onde fætter. Igen leverer makkerparret Satyr og Frost otte sange, der er brutale, rå og afsindigt fængende. Sange. der på mange måder transcenderer black metal-genren ved deres umiddelbarhed. Det åbnende trekløver Commando, Wolfpack og Black Crow On A Tombstone er alle korte kontante lussinger, der synger, længe efter at sidste powerchord er anslået. På Die By My Hand ændrer albummet dynamik. Sangen er sammen med The Sign Of The Trident og det afsluttende nummer Den Siste mere episk. Magien udfolder sig her knap så direkte og kontant. Det er dog ikke mindre gribende og magisk af den grund. Det er faktisk kun Last Man Standing, der står en smule svagere end de øvrige numre. Ellers er der tale om en absolut triumf af et album.