Han rører ved det ypperste. Ballademageren er tilbage i topform.

Forventningerne til Tim Christensens tredje soloalbum er ganske anseelige. En lille reunion af Dizzy Mizz Lizzy skabte store overskrifter og fortæller lidt om fokus på sangskriveren.

Og netop forventningens ubærlige pres er et emne, som den her lille sangskriver kredser om på Superior. Men musikalsk håndterer han til fulde presset med sit mest helstøbte soloalbum, der momentvis rammer mesterværket.

Det er balladerne, der trænger sig mest på hos sangskriveren, men der er også godt nyt til alle rock’n’rollere, fordi den ubestridte ballademester i høj grad demonstrerer, at han også kan udøve den klassiske rock til perfektion. Tim Christensen har aldrig lagt skjul på, at han kan sine rockklassikere på fingerspidserne, og denne glæde for den enkelt opbyggende rocksang fortsætter han heldigvis med at dyrke og forfine.

Titelsangen er et lærestykke i Tim Christensen, hvor tegningerne af Led Zeppelin huserer, og India er en født klassiker i sin tilbageholdte melankoli og sikkert indlagte klimakser. Hvor sangene på forgængeren Honeyburst kunne virke lidt fortegnede, er der den største naturlighed over sangene på Superior.

Ikke overraskende lukker sangskriveren helt op for balladesiden på albummet, og til trods for at der her tabes lidt momentum undervejs, så har disse ballader en inderlighed, som de fleste sangskrivere må misunde ham. Der er ingen ny Right Next To The Right One, men Wonder Of Wonders er værd at bemærke i sin dristige valseforklædning med flot anlagte strygere.

Superior har et imponerende højt bundniveau og viser en uhørt god sangskriver.