Anmeldelse / Live / Lørdag d. 15-11-2008 kl. 00:00

Glasvegas
Lille Vega, København,
mandag d. 17. november 2008

Anmeldt af Mikkel Falk Møller
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skotlands nye stjerner leverede en lovende, men for ujævn dansk debutkoncert, der ikke kunne leve op til hypen

+ Se hele galleriet

Skotske Glasvegas har i det sidste års tid været genstand for en massiv mediehype. Bandet er både blevet kaldt for indierockens redningsmænd og Storbritanniens bedste nye navn, men som altid med den sensationslystne britiske musikpresse skal man lige klappe hesten. Som regel er de flotte ord og store overskrifter ikke andet end varm luft og billige salgstricks.

I tilfældet Glasvegas er der dog mere at komme efter end blot denne sæsons hypede musikkollektion. Det selvbetitlede debutalbum har fået forrygende anmeldelser, og selv om der ikke er tale om opfindelsen af den dybe tallerken, er det med god grund. Melodierne er simple, effektive og yderst fængende, og de socialrealistiske tekster i en klasse for sig, som det er umuligt ikke at blive berørt af. Det er dyster storytelling af fineste slags, og samtlige ti numre på det tætpakkede album er langt over gennemsnittet.

Med denne sublime samling sange i ryggen og med jungletrommerne fra England in mente var ikke noget at sige til, at forventningerne var oppe i det røde felt til bandets første og komplet udsolgte koncert på dansk grund. Desværre startede seancen temmelig uheldigt for forsanger James Allan og hans sortklædte arbejderkumpaner. Lyden var mere mudret og minimalistisk end godt var, og de fine nuancer i det ellers tindrende smukke åbningsnummer "Flowers & Football Tops" druknede helt i hvid støj og massive doser tøris. Sådan fortsatte første halvdel af koncerten, hvor de enkelte instrumenter var svære at skelne fra hinanden, og James Allans ellers svært charmerende skotske accent kom til at lyde alt for svag og ujævn. Om bandet var tournetrætte, eller om lydmanden havde en dårlig dag, er svært at spå om, men i hvert fald lagde den ringe lyd en fad dæmper og uforløst stemning over foretagendet.

Efter en halv times træden vande kom der imidlertid styr på sagerne i hittet "Geraldine". Lyden klarede op, bandet trådte i karakter, og publikum vågnede op til dåd. Sangen er en lang hyldest til forsangerens tidligere socialrådgiver i en arbejderforstad til Glasgow og er et af albummets allerstærkeste trumfkort. Herfra fortsatte koncerten på rette spor med nogle forrygende udgaver af  "Go Square Go " og den mesterlige "Daddy's Gone", der med sit pompøse omkvæd uden problemer kunne blive en vaskeægte stadionrock-klassiker. Imidlertid valgte bandet herefter at trække stikket ud og forlade scenen efter blot 40 minutters optræden uden nogle ekstranumre. Ærgerligt, når der nu endelig for alvor var kommet gang i maskineriet og hul igennem til publikum. Glasvegas har uden tvivl lavet et af årets mest medrivende album, men de skal have lidt mere øvelse, mere styr på lyden og gerne spille lidt flere sange, for at de for alvor kommer ud over rampen. Deres danske debutkoncert blev derfor aldrig det store triumftog, man kunne have håbet på, men i stedet enkelte skygger af skønhed og en lovende forsmag på, hvad der kan ske i fremtiden, når bandet har fået mere rutine og finpudset formlen.  Det skal nok komme med så meget åbenlyst talent og langtidsholdbare sange samlet på et sted.