Marianne Faithfull – binder en stor sløjfe rundt om det hele

I 80'erne lavede hun den fremragende coverplade ”Strange Weather” produceret af Hal Willner. På det seneste har hun samarbejdet suverænt med stærke kræfter på den nutidige rockscene uden at  være ”ung med de unge”. Og med Easy Come Easy Go kombinerer Marianne Faithfull begge dele – ja, hun slår endda sløjfe om hele karrieren ved også at lokke onkel Keef fra fortiden med rullestenene med. Men uanset stjernegæster – og dem er der mange af i mere eller mindre dominerende udgaver: Cave, Rufus Wrainwright, Antony Hegarty m.fl. – er det som sædvanligt Faithfulls sprukne røst, der sætter en dagsorden mere personlig end de fleste. Lutter covers – fra Duke Ellington over traditionals til Black Rebel Motorcycle Club. Men som alle ved, kan Faithfull få lillepige-poesi til at lyde som et mareridt og en katastrofe til at lyde forsonende. Så det gør hun og Willner også her, hvor klassikere og nyere, mindre kendte sager erfaringsfarves a la Faithfull. Fra gammel, spinkel jazz- og cabaret-feeling i hel-akustisk ånd med klarinet og gulvbas til distortionmættet støjende og pumpende rock. Den ellers så smukke Bernstein-klassiker Somewhere starter som atonal gyserduet med Jarvis Cocker, Morrisseys homofobiske/homoerotiske Dear God Please Help Me serveres så dirrende, at man kan mærke safterne, Randy Newmans In Germany Before The War er stille uhygge, og Black Rebel Motorcycle Clubs malende Salvation er udpluk af de store perler. Med så mange af den skuffe tilgiver man også andre sangvalg, der er mere uforståelige/overflødige, og som dybest set ikke lykkes med at lægge et budskab til originalen. For stadiet er højt.