Anmeldelse / Live / Onsdag d. 19-11-2008 kl. 09:20

Mercury Rev
med Our Broken Garden og Howling Bells, Train, Århus,
tirsdag d. 18. november 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Morten Rygaard

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mercury Rev satte ild i sanserne med masser af støj og lidt for lidt skønhed

Det kan vel være, at det er den storladne og melankolske drømmepop, der har gjort Mercury Rev til et feteret orkester rundt omkring i den store verden, men at få bevist, at bandet rummer så voldsomt meget mere end dette aspekt, er efter alt at dømme den agenda, der er lagt forud for aftenens koncert.

Fra koncertens første nummer, ”Snowflake In A Hot World”, der ligeledes åbner gruppens seneste album, ”Snowflake Midnight” fra tidligere på året, og frem til afslutningen, er der gjort god plads til ganske langvarige støjeskapader, der – hvor nuanceret og interessant leverede de end er – af og til gør det svært ikke at ønske, at bare enkelte af passagerne kunne blive skiftet ud med ”Endlessly”, ”In The Wilderness”, ”A Drop In Time”, ”Secret For A Song” eller ”In A Funny Way” – for nu at nævne en håndfuld af de suveræne numre, som ikke er at finde på det udvalgte repertoire.

Det, der imidlertid er på programmet, er en god portion af de nye numre fra ”Snowflake Midnight”, som her leveres med den bjergtagende intensitet, som desværre lidt mangler i studieudgaverne. Det er en forrygende revanche og vækker ny lytteappetit på albummet. Desuden serveres fine udgaver af blandt andre ”Tides Of The Moon”, ”The Funny Bird” og ”Diamonds”, en særdeles positiv overraskelse i form af den eminente ”You’re My Queen” og den særdeles gåsehudsfremkaldende ”Tonite It Shows”, som er et smukt og afdæmpet højdepunkt midt i støjfladerne. ”Opus 40” vækker begejstring, og det samme gør den indlevende parafrase over Talking Heads’ ”Once In A Lifetime”.

Frontmand Jonathan Donahue er på alle måder et altafgørende aktiv for bandet, og ikke mindst når han iagttages på en scene. Det er muligvis kun Leonard Cohen, der ser mere sympatisk ud i de oprigtige smil og den dybe taknemmelighed, der strømmer ud af mimikken i ansigtet mellem numrene. Det løfter utvivlsomt oplevelsen at se, hvor meget musikken betyder for Donahue, og hvor glad han er for netop at være lige her og nu, på denne scene foran dette publikum.

Under numrene synger han, mens han gestikulerende illustrerer sangteksterne, og når han ikke synger, overgiver han sig fuldt til musikken i sine ivrige bevægelser rundt på scenen. Han interagerer med de levende billeder af naturens væsner og fænomener på bagtæppet, og som en troldmand fra et af de universer, han synger om, kaster han om sig med metaforiske lydeksplosioner.

Da koncerten lakker mod enden, står man tilbage med en følelse af at have bevidnet noget stort. Det, der er foregået foran én, kan kun lade sig gøre, når man har en unik samling af musikalske talenter som denne, og var koncerten endt uden ekstranumre, kunne man godt gå ganske taknemmelig fra salen. Men der er alligevel den dér påtrængende følelse af, at der mangler noget. Der har været lidt for meget larm, og lidt for lidt skønhed, man kunne svæve væk i.

Enormt heldigt er det så derfor, at Mercury Rev kommer tilbage på scenen og giver præcis det fix, der kan kurere denne længsel. Den klassiske ”Goddess On A Hiway” serveres på aldeles kompetent facon og følges op af den fantastiske ”The Dark Is Rising”, der – ikke mindst tekstligt – opfylder alle de behov, publikum kunne have haft for at høre bandet levere det ypperste inden for den drømmende genre, som Mercury Rev i så stor grad har været med til at definere. Traditionen tro spænder Donahue musklerne og poserer længe som opfølgning på afslutningslinien ”In my dreams I’m always strong”. Et smukt øjeblik, der opsummerer alt det, der er fantastisk ved dette band.

Helt slut er det imidlertid ikke her, selvom det havde været fuldt ud fair efter disse to fortræffelige dessertanretninger. En velvalgt finale serveres i form af ”Senses On Fire” fra det seneste album, og det cementeres med al tydelighed, hvad bandet er ude på – at sætte sanserne i brand, om det så skal foregå gennem sønderrivende støjflader eller svævende skønhed. Det skal hævdes her, at bandet fint er i stand til at levere begge dele, men at de er klart bedst, når de fokuserer på sidstnævnte aspekt. Havde vægtskålene været fyldt modsat op, kunne aftenens koncert nemt klassificeres som ganske suveræn, men nu må den nøjes med en eller måske ligefrem to stjerner mindre, end der tydeligvis er potentiale til i kombinationen af musikere og bagkatalog.

Opvarmning: Our Broken Garden og Howling Bells
Hele to opvarmningsbands var programsat inden Mercury Rev kom på scenen. Det første var danske Our Broken Garden, som er Efterklang-sangerinden Anna Brønsteds eget projekt. Kun armeret med sit orgel og en guitarist leverede hun et ganske kort lille sæt, der nok gav indblik i et fint og sympatisk musikalsk landskab, men som samtidig virkede lige lovligt tyndt og ikke specielt vedkommende. Orgeltonerne holdes på traditionel vis i hele takter ad gangen, mens guitaren udsættes for melankolske lejrbålsakkorder, og øverst er Brønsteds fine stemme, der dog ikke umiddelbart er hverken smuk eller rusten nok til at skille sig ud fra et utal af andre pigestemmer. Folk storsnakkede under sættet, hvilket naturligvis ikke var så pænt gjort, men til deres forsvar kan man påpege, at musikken var så stilfærdig, at det ville have krævet andægtigheden fra en kongelig begravelse, hvis der skulle have været fuldkommen ørenlyd. Alt i alt gav Our Broken Garden indtryk af, at være et projekt med potentiale, men som kræver en del arbejde, før det får lov at blive indfriet. (2 stjerner)

Det australske band med base i London, Howling Bells, var andet opvarmningsnavn. De har tidligere opvarmet for The Killers, Placebo og Snow Patrol og er blevet rost i medier som NME og Pitchfork. At de tre mænd og den ganske sexede kvinde i front har noget at byde på, beviste de da også i aften, men i en noget beskeden grad. De er alle kompetente musikere, og deres indierocklyd med de hylende guitarer og kvindevokalen er da bestemt appellerende i sin grundform. Vellyd og scenecharme er der masser af. Men der mangler noget. Ingen af melodierne sætter sig ordentligt fast. Kun glimtvis er der spor af egentlig originalitet i arrangementerne, og også rent kompositorisk er sådan cirka det hele hørt før. Det er veludført, og det er hæderligt, men det er også inden for den bevægelsesramme, hvor man godt forstår, at bandet ikke er hovednavn. (3 stjerner)

Mercury Rev spiller i Vega i København 19. november