Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Bog

Tom Waits
Den Der Sover Synder Ikke

Gyldendal | Udkom 21. november 2008
Anmeldt af Espen Strunk
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Veloplagt oversættelse af glimrende interviewudvalg med det musikalske unikum

Man kan, alt efter temperament, mene hvad man vil om dansk rockjournalistiks store (halv-)gamle mand Klaus Lynggaards distinkte stil og konsekvente indskrivning af sig selv i sit materiale, og alt afhængigt af temperament finde formen krukket eller inspireret – undertegnede hælder til sidstnævnte. Der er imidlertid under alle omstændigheder næppe nogen tvivl om, at Lynggaard har været den helt rette mand til at forestå oversættelsen af den fine interview- og portrætbog om, af og med Tom Waits, "Innocent When You Dream" fra 2005, som i sin danske og i øvrigt forkortede udgave har fået titlen ”Den Der Sover Synder Ikke”.

Man kan naturligvis også diskutere denne noget fri oversættelse af titlen, men man må ikke desto mindre medgive, at en mere direkte oversættelse a la ”Uskyldig i søvnen” unægtelig ville forekomme lovligt corny. Lige så selvskrevet som Bo Green Jensen er til at formidle Leonard Cohen for det danske publikum, er Lynggaard til at fortolke – for dét gør han i oversætterrollen – Waits’ på éen gang skødesløse og samtidigt uhyre stilsikre forvaltning af den amerikanske beattradition.

Ambivalent har denne signatur i øvrigt også altid haft det med bogens hovedperson: den evige maskepi, den konsekvente selviscenesættelse har altid instinktivt irriteret denne romantiker og infinitte sucker for en indbildt autenticitet – i paradoksal og fuld bevidsthed om, at netop  teatraliteten er, hvad det hele handler om hos Waits og hvad der måske egentlig i en vis forstand på paradoksal vis gør ham mere ærlig end alle mulige andre i branchen.

Optimal introduktion
Af samme årsag ville en traditionel biografi om den uudgrundelige californier i en vis forstand dybest set være en absurd idé, og en samling interviews, spændende over hele karrieren, forekommer faktisk at være en optimal introduktion til kunstneren.  Foruden at bogen er spækket med såvel stor humor som en egen poesi, er det interessant at følge selve receptionen af Waits, fra midthalvfjerdsernes højere grad af identifikation mellem sangeren og hans persona til en voksende erkendelse af dramaturgiens og forstillelsens centrale rolle hos dette unikke, populærkulturelle fænomen.

Bogen falder i tre hoveddele, og indeholder såvel samtaler mellem hovedpersonen og eksempelvis Elvis Costello og instruktøren Jim Jarmusch – med hvem Waits har samarbejdet ved flere lejligheder i løbet af karrieren – som mere regulære interviews, der ikke overraskende går over stok og sten i endeløse digressioner og kuriøse anekdoter. Forventeligt er det også, at læseren ikke bringes væsentligt tættere på en forståelse af manden bag myten; bogen fungerer snarere som en fortløbende konsolidering af den uudgrundelige og drillesyge figurs status af popkulturelt americana-ikon – hvilket vel dybest set også er det mest interessante. I de nyere interviews er Tom Waits dog, trods alt, lidt mere meddelsom omkring private forhold, end tilfældet er i de interviews, der daterer sig til hvad en af bogens skribenter kalder ”udrugningsfasen”, kunstnerens formative år.

"Den der sover synder ikke" er således såvel begavet og underholdende læsning som en fin introduktion til Waits og hans omfangsrige værk. Når alt dette er sagt, kan man dog med nogen ret hævde, at beatlitteratur – til hvilken jeg henregner Waits’ udgydelser – bør opleves på originalsproget. Men når det nu skal være, fanger ”Den Der Sover Synder Ikke” den sproglige dynamik i fin stil.         

Oversætteren har desuden til den danske udgave forfattet et afsluttende essay, der ikke overraskende i ligeså høj grad handler om Klaus Lynggaard som om Tom Waits, og yderligere er bogen udstyret med en nyttig tidslinie og diskografi, som fungerer som et godt supplement til interviewenes til tider rablende ekskurser. På formaliafronten kan man til gengæld savne originaludgavens mere udførlige indholdsfortegnelse, med data om de enkelte interviews, samt eventuelt et register. I stedet har man her valgt en indholdsfortegnelse, som i nogen grad leder tanken hen på et skønlitterært værk – hvilken naturligvis i en vis forstand kan siges at give god mening.

Tom Waits: "Den Der Sover Synger Ikke". Redigeret af Mac Montandon, oversat af Klaus Lynggaard. Gyldendal 2008, 254 sider. Vejledende pris 279,-

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Den, der sover, synder da tit! Jeg har f.eks ofte mødt mennesker, der er ondskabsfulde i ren snorksovende dumhed og levende live! Den uskyldige drømmer bør beskyttes her, mod mangel på indsigt i en drømmers univers - og tilsyneladende Tom Waits.
Det første afsnit var nok, Espen.

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.