Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-11-2008 kl. 08:37

Bo Kaspers Orkester
Store Vega, København,
lørdag d. 22. november 2008

Anmeldt af Christian Erin-Madsen
Foto: Rasmus B. S. Hansen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En velplanlagt og erfarent udført koncert med et udvidet Bo Kaspers Orkester ramte plet og eksemplificerede, at den lette, jazzede tilgang klæder d'herrer bedst

Et valg af rette instrumenter, rette spillested og rette ensemble kan løfte et band derop, hvor man lader sig flyde med ind i musikkens billedrige verden. Som en beruselse. Det her var en af de aftener for Bo Kaspers Orkester.

De valgte typisk de lettere jazzrelaterede instrumenter med en bund af whiskers, kontrabas og letdriblende guitarer. Med mulighed for at trække elbas og andet strøm ind på scenen, når det passede ind. De valgte Vega, som ikke bare var udsolgt, men ydede koncerten en fortjenstfuld god lyd, og i stedet for at være fire mand, som i det klassiske line-up, stillede Bo Kaspers Orkester med syv denne aften.

Badet i instrumenter var det som et husorkester plukket fra en jazzfestival og hevet ind for at eksekvere en popjazzet tilgang med blik for bossa nova. Det var som en gammel, erfaren hyggeonkel, der inviterede indenfor for hurtigt at hive de sidste 17 års minder frem fra hylderne. Få er vel enige om, hvilke minder der er mest interessante - man kunne savne en klassiker som "Allt Ljus På Mig" - men det syntes som om, mestendels af aftenens gæster var tilfredse med de minder, der blev fokuseret på.

Der var historien om "En Helt Annan Värld". Om dig og mig ("Undantag"), om "En Man Du Tyckte Om", og så var også det andet familiealbum om at køre "I Samma Bil" og om et "Semester" i Danmark på Frederiksberg Hospital tilbage i 80'erne for Bo Sundström. Det var måske noget af "Det Smartaste Jag Gjort".

C.V.Jørgensen
Bo Sundström strøede generøst hygge ud i salen som en velklædt entertainer med sin klassiske karismatiske hat. Hyggen fik os omkring beretninger om den aktuelle  vejromskiftelige måned, hvorefter netop "November" blev spillet. Videre over småanekdoter, og - ganske interessant - også forbi en lille tribut til C.V. Jørgensens klassiker "Bellevue". Med Bo Sundström iklædt dansk accent, coverspillede han et udpluk efter bedste evne og sluttede med ordene: "Dette ville C.V. Jørgensen blive fængslet for i Sverige." Til stor moro for folk og passende til sammenhængen. Selvfølgelig blev snakken også afrundet med den for bandet traditionelle hilsen til Christiania.

Udvidelsen til syv mand gav plads for til tider to af gangen på synthesizere, for Hammond-orgel, for fast mand på trompet, for enkelte numre med steel guitar, når ikke den funk-prægede guitar svævede hen over det hele. For bandet gav det frihed til selv at bevæge sig legende mellem klaver, klokkespil, congatrommer, maracas og tamburin foruden de klassiske instrumenter. Det afslørede et band af intelligente musikere, der tydeligvis har oparbejdet en flair for helt rette instrumentvalg til den enkelte sang. Dertil kom den ensomme trompet.

Som en Aristocat fra et fransk tagstensvue stillede Peter Asplund sig ind midt på scenen. Der blev hvisket "shh" blandt publikum, hvorefter han istemte en soloballade, der fulgte op på den netop veloverståede klassiker "Undantag". Salen var musestille, spottet kun på denne ene mand, bandet i skygge. Da det sluttede, udbrød en enkelt i salen "Aj, hvor godt", mens orkesteret hurtigt temposkiftede til "Vi Kommer Aldrig Att Dö". Stort set perfekt udført.

Det var en af den slags koncerter, hvor man kunne tage sin søn med ind, løfte ham op på den bagerste bardisk og lade ham se og selv forstå, hvorfor disse drenge har solgt henved 1,2 millioner album. Han ville ikke behøve en forklaring bagefter.

Med den afsluttende "Tack För Konserten (Din Jävel)" - det sidste nummer fra nyeste album - sluttede Bo Kaspers Orkester passende af. Det var anden gang, de vendte tilbage til scenen, og begge gange havde Bo Sundström næsten ikonisk ladet sin karismatiske sorte hat hænge på mikrofonstativet. Badet i scenelyset sendte det minderne tilbage til dengang mænd gik med hat og et underholdende, velspillende jazzorkester var noget af det hotteste, man kunne placere på scenen. Man må sige, publikum fik Bo Kasper - og hele hans orkester - og bandet har, trods den proklamerede pause de holdt fra 2004 til 2006, i sandhed ikke stängt fabriken. Formidabelt.