Anmeldelse / Live / Onsdag d. 19-11-2008 kl. 00:00

Slayer og Trivium
Valby Hallen, København,
fredag d. 21. november 2008

Anmeldt af Nana Vogelbein
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Når død og ødelæggelse bliver smukt og storslået

Et sted syd for himlen gav GAFFAs udsendte pokker i grim diskant og lod dårlig lyd være dårlig lyd. Det er blevet skrevet mange gange før, og jeg gentager gerne: Valby Hallen egner sig auditivt slet ikke til metalkoncerter. Generelt var vokalen alt, alt for lav og diskanten dominerede aftenen igennem, men til gengæld var trommelyden acceptabel. Med det slået fast skal det være slut med at fokusere på, hvad spillestedet ikke kan, og istedet handle om, hvor storslået The Unholy Alliance III blev.

For alle bekymringer, der gik i retning af, at det det mest ukristelige ved fredagens arrangement ville være koncertstarten klokken 18.00 (!), blev gjort godt og grundigt til skamme. Tredje kapitel i føljetonen om den uhellige alliance, der også i 2004 gæstede Valby Hallen, blev nemlig en brutal og meget nostalgisk affære. På grund af den tidlige start blev det ikke til Amon Amarth og kun til 20 minutter af Mastodon for mit vedkommende, og derfor danner disse to bands heller ikke grundlag for anmeldelsen.

Triviums tekniske talent

Det gør Trivium fra Florida så til gengæld. Med fire studiealbum i ryggen og mere end 600 koncerter bare på de seneste tre år har bandet efterhånden bevist, at de er kommet for at blive i metalcore-genren. De åbnede ballet med "Kirsute Gomen" fra den nyligt udkomne "Shogun", og det gjorde de godt. De fire musikeres store energi forplantede sig hurtigt til publikum, og så gik det ellers derudad. Inden længe havde guitarist Corey Beaulieu hevet sine ørepropper ud, og jeg tror ikke, det var fordi monitorlyden var dårlig, men derimod et udtryk for, at han godt kunne mærke, han sammen med sine tre kolleger havde gang i noget stort. Midten af salen var omdannet til én, stor moshpit, og det brøl, der lød fra publikum mellem numrene, var ikke til at tage fejl af.

Det klæder unægteligt forsanger Matt Heafy, at han ikke længere prøver at lade sin stemme spænde over alt for mange stilarter, men i stedet koncentrerer sig om det, han er rigtig dygtig til: at spille guitar. Triviums to spadespillere er teknisk meget kompetente og skaber sammen et lydbillede, der er er intet mindre end imponerende. Og som koncerten skred frem, blev det bare bedre og bedre. Frontmanden havde til lejligheden lært lidt dansk, og med et "Godaften, København" og en kompliment til den danske metalkultur satte han sættets fjerde nummer, "Into The Mouth of Hell We March", i gang.

Jeg marcherede med, for man kunne næsten ikke andet. Trivium er måske ikke et band, der revolutionerer metalscenen, men det, de kan, gør de til gengæld særdeles overbevisende. Den sidste halvdel af sættet var domineret af sange fra 2005-udspillet "Ascendancy", der set med denne anmelders øjne er bandets klart stærkeste, og Trivium sluttede deres optræden med det fremragende nummer "Pull Harder On The Strings Of Your Martyr". Sådan skal den slags skæres, og det bliver honoreret med fem store stjerner herfra.

Storslåede Slayer

Så blev det Slayer-tid. De fire amerikanere er for længst blevet en institution i metalverdenen, og hvad er der snart tilbage at skrive om et band, der har været med siden begyndelsen af 1980'erne, og som i løbet af de snart tre årtier, karrieren spænder over, har oplevet alt fra at få Grammyer til deres musik forbudt i flere lande. Tja, fredagens koncert kan beskrives med et enkelt ord: STORSLÅET.

Med 21 numre fra syv forskellige plader og et enkelt nyt, inviterede Slayer publikum med på en nostalgisk rejse. Slutdestinationen skulle vise sig at hedde "Reign in Blood", og her taler vi altså om hele pladen på nær ét nummer. I rækkefølge. Der vil sikkert være nogle, der synes, det er lige i overkanten, men denne anmelder kunne næsten ikke få armene ned. Det er befriende at lægge ører til et band, der er så kompromisløst, som Slayer, og deres præstation viser med al tydelighed, at selvom noget af materialet er over 20 år gammelt, er både det og ophavsmændene stadig aktuelle.

Sættet blev åbnet med "Flesh Storm", "War Ensemble" og "Chemical Warfare", og med stor ubesværethed fortsatte Slayer sin tidsrejse frem og tilbage i karrieren. Det blev også til en snigpremiere på nummeret "Psychopathy Red", som vil være at finde på det album, bandet udsender næste sommer. Sangen handler om den berygtede, russiske seriemorder Andrei Chikatilo, der blev dømt for mordene på 52 kvinder og børn mellem 1978 og 1990, og lover godt for, hvad der er i vente. Selvfølgelig fik vi også "Seasons In The Abyss", "Live Undead", "Disciple" og de fleste andre klassikere, der på ypperste vis forener Slayers tydelige fascination af terror, vold og religion i et musikalsk udtryk, der bare ikke findes bedre i den boldgade. Publikum virkede måske en smule trætte, men det skal nu ikke lægge Slayer til last. De gav en absolut godkendt koncert, som Deres udsendte sent vil glemme.

For som indledningsvis nævnt gik aftenen for mit vedkommende op i en højere enhed, da vi nåede til "South Of Heaven" og fortsatte med "Angel Of Death" og resten af numrene fra "Reign In Blood". Slayer er, som Slayer altid har været - bedøvende ligeglade med hvad, der er på metalmode, for Slayer forbliver tro mod deres stil. Det var dejligt at blive påmindet om, og så kan jeg godt leve med, at lyden ikke imponerede. Vi fik lov til at gå hjem på "Raining Blood", der satte et flot punktum på den danske del af 'The Unholy Alliance III" og en aften, der stod i død og ødelæggelsens tegn, blev altså en meget livsbekræftende oplevelse for anmelderen, der kvitterer med fem stjerner. Uden for Valby Hallen lå sneen fin og nyfalden, og det hele var så smukt, så smukt. Derfor bliver det også Tom Araya, der får andel i de sidste ord. For som han engang har sagt: "Døden er noget, vi alle deler. På forskellige tider, på forskellige måder, men det er den ene ting, vi har tilfælles. Vi dør alle. Det er hvordan, vi lever, der gør os forskellige".

Slayer lever i bedste velgående - og gud ske tak og lov for det!