Wayne Coynes kosmiske juleeventyr

Oklahoma-bandet The Flaming Lips’ særegne evne til at skabe underholdning, der får én til at glemme tid og sted, er indisputabel, eller i hvert fald lige indtil jeg havde set den længe ventede fiktionsfilm Christmas On Mars første gang. Pludselig var jeg opmærksom på de 86 minutter, jeg aldrig fik igen og ønskede, at skaberen havde brugt prævention i stedet for at servere dette absurde kærlighedsbarn. Men få ting er som bekendt som først antaget. Så efter at have overværet ekstramaterialet, hvor det gale geni Wayne Coyne forklarer og fortæller om denne simple, men syrede historie om et rumfartøj strandet på Mars, begyndte symbolikken at træde i karakter som stjernerne på en klar nattehimmel. Coyne har selv beskrevet filmen som blot værende et kunstfærdigt hjemmevideo-projekt, og den ser da også hjemmegjort ud med sine lav-budget-kulisser bygget i baghaven, men ligesom inspirationskilderne 2001: A Space Odyssey og Eraserhead er der al mulig grund til at fordybe sig i dette værk. Filmen henvender sig primært til fans (af bandet eller kunstfilm) med tid til fordybelse, for folk med øjeblikkelig trang til nem underholdning vil finde filmen så langt ude, at man næsten kan røre Neptun. Man bør aldrig starte med at læse sidste side i en bog, men med Christmas On Mars rådes man til at se ekstramaterialet først for ikke at være mere lost end en rumsonde uden radiokontakt til jorden.