Underholdende, men noget usammenhængende portrætdokumentar

Det vrimler med fantastiske historier i Torleif Hoppes D-A-D-portræt, True Believer. Som gruppens såkaldte femte medlem har han fulgt medlemmerne i 25 år, og dermed haft mulighed for at skildre dem i de helt tidlige år, under den stigende succes og det store udlandsgennembrud, der udeblev. Under trommeslager Peters exit og Laust Sonnes entré. Han har været med bandet på scenen, bag den, i tourbussen og i privaten. Desværre bliver så godt som ingen af de mange forunderlige fortællinger fulgt til dørs. Det sker næsten, når der fortælles om faklerne ved afslutningskoncerten på Roskilde Festival i 2000, og ved Wig Wam-historien, men ellers bliver det en noget collageagtig springen rundt i tiden, der ganske vist ikke rummer nogen egentlige kedelige stunder, men som bestemt heller ikke udgør det sammenhængende hele, det gerne måtte have gjort. Det er en skam. Men med Hoppes optagelser som arkivmateriale i hænderne på en dokumentarist med væsentligt større afstand til bandet, er der potentiale til en virkeligt forrygende film. Forhåbentlig bliver den lavet en dag.