Fra bitchy Blackout til sølle Circus

”I’m a put on a show kinda girl” (Circus), lyder det ikke svært overraskende budskab på Circus. Det er en balancekunst, Britney er i gang med. Hun har nået utrolige højder som popstjerne og er faldet lige så dybt som menneske. Sidste års Blackout var et overraskende stærkt comeback, og nu, hvor privatlivet også er ved at være på sporet igen, gælder det om at holde linen stram og tungen lige i munden. Britney ligner en softporn-popcorn- stjerne på coveret, men den tunge, stønnende stil fra Blackout er lagt på hylden. I stedet giver hun sig af med frygtelige ballader som Out From Under, My Baby og Blur, der i ubehagelig grad understreger hendes mangler som sangerinde. Hendes sangskrivere og producere har på lidenskabsløs vis kastet sig over de tidlige 90’eres europop. Irriterende, men de kan deres håndværk, og det skal nok blive til et par hits. F.eks. titelnummeret, Mannequin, som hun selv har været med til at skrive, eller Shattered Glass. Det absolut mest tæerkrummende nummer på Circus, Mmm Papi, ligger fuldkommen i tråd med den corny stil på coveret. En skabet Britney kæler for linjer som: ”Now see, I’m Mummy, and that makes you Papi and that makes us luvy”. Man kunne godt spekulere i, om Britney måske skulle have redet på sin private bølge et stykke tid endnu, og samlet ordentligt materiale og overskud til et nyt album. For Circus virker ikke som meget andet end en pisk, der skal få mediedyret til at blive ved med at rotere om sig selv i Britneys manege.