Grænsesøgende synthpop, desværre også lidt ude på overdrevet

The Killers nægter at lade sig holde fast af fortidens hitskabeloner, men skubber egne, og formodentlig også en del fans’ grænser. Derfor er Las Vegas-gruppens tredje album endt som lige dele superfængende pop og ubestemmelig kitsch, og ofte findes begge ingredienser i samme nummer. Som singlen Human, hvor en super popmelodi står i kontrast til den mærkværdige udeladelse af et flertals-”s” i omkvædet ”are we human, or are we dancer?” Eftersigende er det en litterær reference til Hunter S. Thompson, der så kommer til spille op imod Spaceman, der er en X-Files af et bombastisk popnummer, med frontmand Brandon Flowers som offer for en kidnapning af rumvæsner. Hvis man leder efter et fikspunkt fra sidste album, Sam’s Town, er den glimrende Losing Touch en redningskrans, med sin rockepos-opbygning, guitarlir og solo. Ud over dette åbningsnummer er det svært ikke at tænke på, om ikke guitarist Dave Keuning har kedet sig under indspilningen af Day & Age. For balancen mellem synth og guitar er i den grad skubbet i keyboardets retning, i forhold til debuten Hot Fuss. Det ses tydeligst på den elektriske The World We Live In, hvor bolden i den grad er sparket i retning af Duran Duran, uden at det er en kvalitet, som det ellers var på debuten. At der leges med genrer, ses også på Joy Ride, der drives af en tung funkbas, og den fjerlette I Can’t Stay, der har både bossanova-klang, steel drums og harpe! Det bliver desværre aldrig helt vellykket – for meget saxofon og den charmerende, men også altoverskyggende legesyge betyder, at det endelige resultat er mere campet end kvalitet.