Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Bog

Martin Hall
Vægtløs Mand Under Truende Sky

Lindhardt og Ringhof | Udkom 2. december 2008
Anmeldt af Ras Bolding
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hallsbrækkende tv

Nu er det jo ikke just nogen hemmelighed, at en enkelt anmelder eller to gennem tiderne har forsøgt at foregive at vide lidt mere end tilfældet egentlig er, men dette til trods vil jeg nu alligevel indlede denne anmeldelse med en lille indrømmelse. Sagen er nemlig den, at Martin Halls seneste bog ”Vægtløs Mand Under Truende Sky”, med undertitlen ”Et socialt eksperiment i varietéteaterets skygge”, handler om forfatterens egen deltagelse som dommer i DRs stort anlagte tv-show, Talent 2008, et tv-show – og her kommer indrømmelsen, mine damer og herrer – som jeg, bortset fra et enkelt minut eller tre, slet ikke har set. Så kan man måske mene, at jeg dybest set overhovedet ikke er kvalificeret til at anmelde denne bog, men man kan også mene, at hvis Martin Hall er kvalificeret til at agere talentdommer på nationalt tv, i bedste sendetid, så kan man vist slippe af sted med hvad som helst. Ydermere er det jo ofte sådan, at folk ser filmen og ikke læser bogen, så det må velsagtens være rimeligt nok, til en afveksling, at dyrke den omvendte verden.

Alene det, at Martin Hall, med sin baggrund i firsernes sortklædte punk- og gothkultur og sin sværgen til undergrundsmusik og avantgardekunst, bliver valgt som dommer til et glitret show i bedste sendetid på nationalt tv, må vel siges at være et udtryk for den absolut omvendte verden. Flere Hall-kendere blev behørigt overraskede, men for de sande kendere kan chokket ikke have været helt så stort, for det er faktisk ikke første gang, Martin Hall vælger at træde ind under den såkaldte populærkulturs spraglede faner. I halvfemserne samarbejdede han således med sangerinden Hanne Boel, et samarbejde som dengang velsagtens forekom lige så usandsynligt som den senere medvirken i Talent 2008. Det spørgsmål, der helt naturligt må melde sin ankomst som det første i rækken er selvsagt hvorfor? Og får man så svar på det i den nye bog? Ja, det gør man, nærmest i overflod, for en stor del af bogen omhandler nemlig Halls tanker og spekulationer omkring sin egen medvirken i tv-programmet, overbygget med en mere teoretisk diskussion om det moderne mediebillede, komplet med referencer til tunge postmodernister som Baudrillard, DeLillo og det løse.

Umiddelbart kunne det hele lyde som en temmelig kedelig omgang, men det er det ikke. Tværtimod. Bogen viser Hall fra det afgjort vittige hjørne, og det klarer han godt. Han er rent faktisk mere end almindeligt sjov, og han formår at holde en god balance bogen igennem. For naturligvis bliver han kynisk, ja i perioder nærmest perfid, men han retter i høj grad sit skyts mod de mediemekanismer, der ligger til grund for sådan noget som Talent 2008, og i en vis udstrækning også mod sig selv. Kun sjældent lader han hånt om de mange optrædende, og det er befriende. 274 siders nedslagtning af håbefulde talenter, hvis største talent velsagtens dybest set primært forbliver den perverse trang til 15 minutters berømmelse, ville bestemt have været for letkøbt. Og i øvrigt også komplet spild af Halls eget talent.

I stedet fremstår Martin Hall som ikke blot kløgtig, men også sympatisk. Han er bestemt kritisk over for talentshowet og den helt igennem vulgære stræben efter seertal – på alle betingelser – der ligger til grund for den slags underholdning, og han er heller ikke naiv i forhold til sin egen medvirken i det grådige cirkus, hvilket, som tidligere nævnt, forbliver bogens centrale omdrejningspunkt. Denne spekulation kulminerer, da Halls nuværende tv-populære persona hjemsøges af sin yngre skygge fra firserne, den unge, kompromisløse punk-kunstner, der på ingen måde er tilfreds med sit fremtidige jegs eskapader. Firser-Hall er nådesløs i sin kritik, ja ligefrem ondskabsfuld, som når han for eksempel refererer hånligt til moderens kommende selvmord med et ”vi har hende jo i det mindste et par måneder endnu, ikke?” Pointen er klar nok – bagsiden af enhver idealists blankpolerede medalje er den umenneskelige intolerance, der ligger på lur og i forsmåelsens hellige (lige netop: hellige) navn, blusser op som en fanatisk fugl Fønix. Denne iboende intolerance har den radikale kunst til fælles med den blankt polerede tv-verden, hvor idealet om laveste fællesnævner, den brede masse, udgør sit eget lukkede univers, sin egen forskruede indre logik, der træder til dér, hvor religionen holder op, i bedste sendetid, inden børnene er sendt i seng, og den rigtige porno løber over skærmen. At Hall – i sin dagbogsform – pludselig konfronteres med sit tidligere jeg, tilføjer ikke alene et strøg af metafysisk sjov og ballade, det tvinger også tanker i gang hos læseren, for er dette rent faktisk en del af mandens forestillingsverden – godt hjulpet på vej af den i medierne meget omtalte nervemedicin – eller er det et bevidst kunstnerisk trick, der – ligesom tv af natur (hvilken i sig selv selvmodsigende ytring!), tjener til det formål at udviske grænserne mellem den såkaldte virkelighed og den såkaldte fiktion?

Man kan diskutere herfra og til næste sommer om en mand som Martin Hall bør medvirke i et program som Talent 2008, om han lefler eller forsøger at ændre systemet indefra. Det vil jeg ikke umiddelbart blande mig i – herfra skal blot lyde et fromt ønske om, at næste gang man smider hr. Hall på nationalt tv i bedste sendetid, kunne man da ikke lade ham synge et par af sine egne sange i stedet for at lytte til alle mulige andres?

Martin Hall: "Vægtløs Mand Under Truende Sky – et socialt eksperiment i varietéteaterets skygge", 274 sider, Lindhardt og Ringhof, vejledende pris 199,-

Køb bogen i GAFFA Shop

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
"næste gang man smider hr. Hall på nationalt tv i bedste sendetid, kunne man da ikke lade ham synge et par af sine egne sange i stedet for at lytte til alle mulige andres?"
HØRT!!
Glæder mig til at komme i gang med bogen.
Mvh

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.