Artarena og Cleo Malone
Månedens Demo live, Lades Kælder, København,
fredag d. 12. december 2008
Foto: Artarena
| GAFFA |   |
5 stjerner |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Indie til fordybelse og fest
Artarena
Med et Lades fyldt op med piger og fest havde de unge fyre fra Artarena medvind fra starten af. Der blev sunget med allerede fra første nummer, og bandet gav igen med overskud og energi. De ser godt ud på scenen, og det virker nemt for alle fire at holde festen gående.
Der blev både spillet numre fra demoen og nogle helt nye, og det tyder på, at festen og tempoet kommer mere i fokus, og det er noget, de kan. Hvad de ikke gør sig i refleksion, gør de fuldt ud i affyring og virkelig catchy sange. For i bunden ligger der hele tiden et hit og lurer, og der er radioer derude, der kan glæde sig til en plade.
Lades klædte ikke gruppens lyd så godt, bortset fra vokalen, der virkelig fungerede. Forsanger Lasse har en rigtig god stemme, der frit skifter imellem følsom menneskelighed og henkastet arrogance.
Lyden er temmelig tidstypisk, og det er svært at afgøre, om Artarena når at blive klar til udgivelse, før den genre er færdigspillet. Og i så fald om de er i stand til at forny sig. Jeg tror, de kan, for sangene er så godt skrevet, at de sagtens vil kunne arrangeres anderledes.
De kan spille deres sange, men derudover stråler de ikke af teknisk overskud, og sangene virker måske også lidt forudsigeligt opbyggede. Men de hiver den hjem på de gode sange og charmen. Som publikum følte jeg mig underholdt hele tiden. (*****)
Cleo Malone
Det gjorde jeg også under support-bandet Cleo Malone, om end på en helt anden måde. Fokus her er i højere grad på fordybelse og stemning.
Deres sange er møjsommeligt opbygget med mange stykker, detaljer og virkemidler. De er vildt dygtige til at opbygge numrene, og de har et samspil, der står klokkeklart langt ud over scenen. Med tre guitarister er der rigeligt med lyd, og alle på scenen yder deres til at nuancere lyden. Alle sangene er forskellige og viser nye sider af bandet. Man kan sagtens stedvis tænke Placebo, Mansun eller så mange andre, men man kan også lade være, og så nyde et band, der kan kanalisere en masse inspirationer ud på personlig vis.
Cleo Malone holder en høj standard igennem alle sangene, og det virker naturligt når de skifter imellem stramme pop-melodier og dramatiske postrock-agtige stykker. (*****)
De to bands prøvede at opnå to vidt forskellige ting, og det lykkedes for dem begge. Og forløbet med først det lidt eftertænksomme og bagefter festen gav også begge koncerter den opmærksomhed de fortjente. Fordelene og udfordringerne for de to bands stod tydeligt frem. Hvor Artarena stadig kan arbejde med det tekniske og blive bedre til opbygningerne, kan Cleo Malones sange være sværere at huske og kunne nyde godt af et par hooklines, måske.
Og hvor Cleo Malone havde aftenens klart bedste lyd, lignede Artarena langt mere et flyvefærdigt band på scenen.
Men når det er sagt, er der ikke meget grund til at sammenligne dem, når det nu er så forskellige ting, de vil og kan.
En rigtig god aften i selskab med to bands, vi kommer til at høre mere til.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.